Fogtdal Fotografpriser

11. OKTOBER - 16. NOVEMBER 2008

Fotografisk Center har hermed fornøjelsen af at præsentere en udstilling med årets modtagere af Fogtdals Fotografpriser ‘08.
Det er nu femte gang danske fotografer får tildelt midler. Med udstillingen får man indblik i, hvilke kunstnere priskomitéen har valgt at fremhæve i år.

Fogtdals Fotografpriser består af en hæderspris på 250.000 kr., som gives til en kunstner, der igennem mange år har ydet en overbevisende indsats indenfor dansk fotografi.
Fem andre årlige priser er rejselegater à 50.000 kr. De gives til nogen, der har gjort sig så positivt bemærket, at de fortjener en opmuntring til videreudvikling af deres talent og virke.

Hædersprisen gik første år til den følsomme dokumentarist Viggo Rivad, andet år til Danmarks første modernist indenfor fotografiet Keld Helmer-Petersen,
tredje år til Krass Clement, der har indført et meget subjektivt billedsprog, samt sidste år hvor prisen gik til Kirsten Klein, som om nogen har undersøgt det danske landskab.

Priskomitéen består af Per Folkver, Lars Schwander og Torben Weirup, mens Palle Fogtdal er ansvarlig for valget til hæderslegatet.

Hæderslegatet på kr. 250.000 går til: Morten Bo

De fem rejselegater à kr. 50.000 går til: Liv Carlé Mortensen, Torben Eskerod, Peter Funch, Kajsa Gullberg/Fryd Frydendahl, Camilla Holmgren


MORTEN BO

HÆDERSLEGAT KR. 250.000

Morten Bo formåede op gennem 1970’erne at skabe en række storslåede skildringer af Danmark og danskerne.
Gennemgribende reportager fra arbejdspladser, skoler, bondegårde, hoteller: Alle de steder hvor hverdagslivet udfolder sig. Hele tiden med en betydelig kærlighed
over for det omgivende landskab.
Morten Bo begyndte årtiet med - over en periode på otte måneder - at rejse gennem hele Danmark.
Det blev til bogen “På landet” med ledsagende tekst af forfatteren Erik Aalbæk Jensen. Tusindevis af billeder kom der ud af denne moderne dannelsesrejse.
Morten Bo ønskede at undersøge hvad han selv beskriver som “billeder af danskere i deres miljø” og fortsætter i sit forord til bogen
Spor”, “Med min uundværlige 24mm forsøgte jeg at beskrive, hvad jeg oplevede, at spejle mit samfund”.

Nok kendte Morten Bo sine forbilleder og lagde sig i en meget smuk dokumentarisk tradition, men selve reportagegenren fornyede han med en frisk ungdommelighed,
som smittede af på alle dem, der kiggede med i den lange række af bøger, der udkom i et bemærkelsesværdigt hurtigt tempo.
Med smittende fortællerglæde og med god kendskab til formidlingens kunst blev mange af hans projekter debatindlæg også i de politiske diskussioner (bl.a. om folkeskolen). Morten Bo orkede meget - og gør det stadigvæk - men de sidste mange år har han dog lagt kameraet på hylden og helliget sig sit virke som visionær organisator. Med grundlæggelsen af “Fatamorgana - Danmarks fotografiske Billedkunstskole” har Morten Bo præget en betydelig del af de fotografer, der i dag gør sig gældende.
Selvom skolen oprindeligt var beregnet for dokumentarfotografi, viste Morten Bo tidligt storsind og åbnede op for at elevene kunne følge de veje de selv ønskede: Så længe de havde noget på hjertet og fulgte det.

Morten Bo (født 1945) er oprindelig uddannet arkitekt og begyndte for alvor at fotografere, da han skulle undersøge rummets funktion. Dette virke resulterede i optagelsen i det legendariske “Delta Photos” (1967-1972), som herhjemme tog arven op fra det internationale bureau “Magnum Photos”. Sammen med Stig Brøgger skabte han udstillingen “Fotografi som kunst - Kunst som fotografi” på Sophienholm (1978). Morten Bo blev videre medstifter af fotogruppen “Ragnarok” (1983). Den foreløbig sidste store udstilling blev hans eksperimentale “Røde Missiler” i Rundetårn (1990).
[Tekst fra brochuren ved Per Folkver, Lars Schwander & Torben Weirup]

Åbningstider:Tirsdag til søndag kl.11.00 -17.00

LIV CARLÉ MORTENSEN

REJSELEGAT KR. 50.000

Liv Carlé Mortensen tager os i sine billeder med på en rejse. Men det er ikke en helt almindelig en, og det er ikke et sted, mange af os kommer til at rejse til.
Det er nemlig en rejse dybt, dybt ind i én selv. Hende selv. En rejse ind i hendes eget indre. Redskabet er i en eller anden form et fotografisk værktøj,
men nogle gange har man fornemmelsen af, at det ikke engang har været nok.

Liv Carlé Mortensen (født 1970) har fotograferet sine nærmeste omgivelser, sine børn, sin mand, men først og fremmest sig selv.
I voldsomme, blodige, overraskende og poetiske billeder, skildrer hun, hvad livet er. Eller snarere skildrer hun, hvordan livet føles.
Eller måske er en del af hendes fortælling, at hun skildrer, hvordan livet burde føles.

Det er en fabulerende, uskarp og alligevel præcis fortælling. Og det er en fortælling så personlig, som den overhovedet kan blive. Her er ikke gemt noget væk,
tværtimod, er vi så tæt på at hvis det ikke var fordi, hun selv ville vise os billederne, kunne man som “læser” synes at overtræde privatlivets grænser.

Det gør man også, men Liv Carlé Mortensens billeder bliver mere end blot private. De bliver et sindbillede på, hvordan »man« kan leve og føle.
Eller mere præcist, hvordan en “kvinde” kan føle, leve og opleve.

Fotografierne som de er samlet i bogen “Amazon - Map of Birth” (2007), viser os langt mere end blot en ydre verden.
De står som et uafrysteligt og nødvendigt dokumenet skabt af en indre nødvendighed. Det er mere end blot modigt. Og Liv Carlé Mortensens fotografier viser os,
at kameraet ikke kun kan bruges til at betragte de andre, men i høj grad kan bruges til at betragte sig selv.
[Tekst fra brochuren ved Per Folkver, Lars Schwander & Torben Weirup]

TORBEN ESKEROD

REJSELEGAT KR. 50.000

Livet og døden, tiden og glemslen er nogle af de temaer, der går igen i Torben Eskerods værk. Det lyder højstemt, og det er alvorlige og undertiden også dystre billeder,
men Torben Eskerod arbejder med sine motivkredse på en nøgtern og nærmest praktisk måde. Et hovedmotiv er ansigtet, der i sagens natur er noget af det, vi hele tiden forsøger at aflæse hos vores næste, og som ikke unaturligt har været et hovedanliggende for billedkunsten gennem århundreder. Torben Eskerod arbejder med egentlige portrætter, men nogle af hans nyere serier har kredset om billeder, der allerede er taget, eller om fotografier af masker.

For så vidt angår det sidste, er der tale om billeder af en række såkaldte livsmasker, der indgår i en samling på Frederiksborgmuseet. Masker af kendte og ukendte mennesker, der nu er døde, og som på maskerne allerede ser ud til at være livløse. Men som i Torben Eskerods billeder - serien “Register” (2001) - ikke desto mindre bliver til fortællinger om mennesker; fortællinger vi som betragtere ønsker at få del i. På samme måde med hans serie, “Campo Verano” (2007), fra kirkegården af samme navn i Rom, hvor Torben Eskerod har fotograferet de mere eller mindre forvitrede fotografier i revnede glas, man kan finde på gravene, så det - ligesom maskerne, ligesom mange af hans billeder af levende ansigter - både får en egentlig billedkunstnerisk karakter og bliver til en fortælling om tid og død, forfald og glemsel.

Torben Eskerods billeder er en slags vanitas-billeder, der erindrer om altings forgængelighed, samtidig med at de berører os, fordi de undersøger vores egne minder om dem, vi engang kendte. Og for den sags skyld også er undersøgelser af (portræt)fotografiets væsen.

Torben Eskerod
(født 1960) er egentlig uddannet som ingeniør, inden han i slutningen af 1980erne begyndte at studere fotografi og udstille over det meste af verden, ligesom han er repræsenteret i en række førende samlinger.
[Tekst fra brochuren ved Per Folkver, Lars Schwander & Torben Weirup]

PETER FUNCH

REJSELEGAT KR. 50.000

I sine billedserier demonstrerer Peter Funch en åbenlys betagelse af såvel det moderne filmsprog som den elektrificerede metropol, hvor livet leves intenst 24-7.
Som det må hedde, når man ser på Peter Funchs moderne storbybilleder. Metropolen et hovedmotiv i Peter Funchs værk, og som den amerikanske storbypoet,
Lou Reed, ser også Peter Funch byen som en blanding af et cirkus og en kloak. Hans billeder af vidtstrakte bylandskaber, af bilulykker og katastrofer og af tilfældige udsnit fortæller væsentlige historier om det moderne liv.

Nogle billedserier kredser om farverne og koderne i den urbane jungle. Det er de små ting, der har betydning. Det er dem, han som en moderne flanør lægger mærke til, for Peter Funch er optaget af de mønstre og den ornamentik, man finder i byen, og i den henseende er han beslægtet med det ofte mere lavmælte udtryk, man finder i tidens street art. Byens mønstre har Peter Funch med stor elegance fanget i et af sine hovedværker, “Babel Tales” (2007), hvor han har manipuleret med sine motiver på en sådan måde, at man opdager nogle tilsyneladende tilfældige sammenstillinger af mennesker, der foretager sig det samme. Tilfældige hændelser, der ligner et mønster, er et gennemgående træk i Peter Funchs billeder. At de tilfældige hændelser ikke er så tilfældige endda, men blot skyldes Peter Funchs iagttagelsesevne, er kun et bevis for, at hans billeder, trods deres undertiden nærmest mytologiske karakter, er dybt forandret i virkeligheden.

Peter Funch (født 1974) er fotograf og arbejder såvel kommercielt som kunstnerisk - der er i hans tilfælde ingen grund til at skelne. Højst at påpege at erfaringerne med det kommercielle arbejde har betydet, at han har raffineret sine tekniske virkemidler, og at hans egentlige kunstprojekter - som er den primære grund til, at han i år tildeles en af Fogtdals Fotografpriser - har vundet ved den æstetiske finish, der præger hans fortællinger.
[Tekst fra brochuren ved Per Folkver, Lars Schwander & Torben Weirup]

KAISA GULLBERG/FRYD FRYDENDAHL

REJSELEGAT KR. 50.000

Kajsa Gullberg og Fryd Frydendal har lavet et “Familiealbum” (2007). Det hedder den bog, de har lavet med billeder fra det, der engang var Ungdomshuset på Jagtvej 69. Eller mere præcist, de har fotograferet mange af de mennesker, der kom i huset.

Det har mange fotografer forsøgt før dem, for miljøet i Ungeren var farverigt, dynamisk og udfordrende. Spændende i ordets bedste betydning. Og så var der ganske enkelt noget at fotografere. De fleste fotografer har forladt adressen med billeder, der lige så godt kunne være taget i Zoologisk Have.

Sådan er det ikke med Kajsa Gullberg og Fryd Frydendals fotografier. Der er intet overfladisk ved dem. Tværtimod. I en lang række sort/hvide- eller farveportrætter, giver de en nuanceret og nært billede af menneskerne bag Ungeren. Portrætter der er direkte i deres nærvær, både fotografens og den der bliver fotograferet. Finurlige fordi personen gerne vil spille et lille stykke teater for fotografen, eller rørende, fordi de tilsyneladende er så ufiltrerede. Men de er først og fremmest med til at gennemhulle, hvad man nu end måtte have af fordomme om de mennesker, der brugte Ungdomshuset.

Portrætterne gør det som gode fotografiske portrætter skal gøre: De løfter en flig af den portræteredes personlighed og gør det muligt for læseren at blive lidt klogere. Klogere på personen, klogere på stedet og, når de er bedst, dermed også lidt klogere på én selv. Hvem er de, hvem er man. Hvorfor? Det er et personligt projekt, som kun er lykkedes, fordi Kajsa Gullberg (født 1977) og Fryd Frydendal (1984) selv har været tilstede. Bogstavelig talt og i lang tid. Det er et værdifuldt kapitel og en stærk fortælling om en vigtig tid i vores samtidshistorie.
[Tekst fra brochuren ved Per Folkver, Lars Schwander & Torben Weirup]

CAMILLA HOLMGREN

REJSELEGAT KR. 50.000

Camilla Holmgren er uddannet på Det kgl. danske Kunstakademi under professorerne Henrik B. Andersen og Torben Christensen, har et dybt og kraftfuldt billedsprog al den stund det på samme tid er umiddelbart imødekommende og letaflæseligt.

Med afgangsudstillingen Exit præsenterede hun værkserien “The Space Between”, tre store panoramiske fotografier der primært fokuserede på sin søster. Fotografierne fungerede som filmiske sekvenser, hvor Camilla Holmgren arbejdede med en form for underspillet dramatik. Imidlertid tog hendes arbejder en dramatisk udvikling, da hun besluttede sig til at tage selvportrætter i stedet for - i billeder - at følge søsterens opvækst fra pige til kvinde. Selviscenesættelserne blev mere sensuelle, mere mættede og frem for alt mere vedkommende.

I en af Camilla Holmgrens centrale serier, “Don’t Look Now”, reflekterer hun - med betydeligt koketteri - over kvinden som erotisk væsen. Billederne er taget med en kvindes blik på kvinden. På en enkel og meget virkningsfuld måde kommer erotikken og begæret til udtryk og der skabes et intimt rum. Camilla Holmgren har, så at sige, taget det til sig og fabulerer over tilstedeværelsen af en figur i disse relativt lukkede omgivelser.

Gennem spejlinger, fordoblinger og forskydninger”, skriver Kristine Samson, “skaber hun et særegent rum omkring sine personer, og hendes stilrene og klassiske interiører kontrasteres ofte af skæve billedmanipulationer. Men det er ikke psykologiske portrætter, hun laver. I stedet interesserer hun sig for de formelle greb, hvormed ansigtet og kroppen iscenesættes og placeres i rummet. Det er i spillet mellem interiørets enkelthed og eksempelvis en halvåben dør, en skygge eller et særligt lysindfald, at spændingen mellem person og rum etableres. “

I serierne “Dark Days” og i “Self Discipline” er kroppen placeret et sted mellem det synlige og det skjulte således at den kun delvist afsløres. Dette skaber et eget univers, der pirrer beskuerens blik.

De senere år har Camilla Holmgren (født 1972) boet og arbejdet i Hong Kong.
[Tekst fra brochuren ved Per Folkver, Lars Schwander & Torben Weirup]