
Hong Kong 2007,©Camilla Holmgren
Camilla Holmgren er uddannet på Det kgl. danske Kunstakademi under professorerne Henrik B. Andersen og Torben Christensen, har et dybt og kraftfuldt billedsprog på samme tid det er umiddelbart imødekommende og letaflæseligt i sit sensuelle udtryk.
Med afgangsudstillingen Exit præsenterede hun værkserien “The Space Between”, tre store panoramiske fotografier der primært fokuserede på sin søster. Fotografierne fungerede som filmiske sekvenser, hvor Camilla Holmgren arbejdede med en form for underspillet dramatik. Imidlertid tog hendes arbejder en dramatisk udvikling, da hun besluttede sig til at tage selvportrætter i stedet for - i billeder - at følge søsterens opvækst fra pige til kvinde. Selviscenesættelserne blev mere sensuelle, mere mættede og frem for alt mere vedkommende.
I en af Camilla Holmgrens centrale serier, “Don’t Look Now”, reflekterer hun - med betydeligt koketteri - over kvinden som erotisk væsen. Billederne er taget med en kvindes blik på kvinden. På en enkel og meget virkningsfuld måde kommer erotikken og begæret til udtryk og der skabes et intimt rum. Camilla Holmgren har, så at sige, taget det til sig og fabulerer over tilstedeværelsen af en figur i disse relativt lukkede omgivelser.
“Gennem spejlinger, fordoblinger og forskydninger”, skriver Kristine Samson, “skaber hun et særegent rum omkring sine personer, og hendes stilrene og klassiske interiører kontrasteres ofte af skæve billedmanipulationer. Men det er ikke psykologiske portrætter, hun laver. I stedet interesserer hun sig for de formelle greb, hvormed ansigtet og kroppen iscenesættes og placeres i rummet. Det er i spillet mellem interiørets enkelthed og eksempelvis en halvåben dør, en skygge eller et særligt lysindfald, at spændingen mellem person og rum etableres. “
I serierne “Dark Days” og i “Self Discipline” er kroppen placeret et sted mellem det synlige og det skjulte således at den kun delvist afsløres. Dette skaber et eget univers, der pirrer beskuerens blik.
De senere år har Camilla Holmgren (født 1972) boet og arbejdet i Hong Kong.
I forbindelse med udstillingen udgiver forlaget Aristo en bog om Camilla Holmgren og hendes samlede værk med tekster af Julian Cox (USA) og Lars Schwander.