Ung Dansk Fotografi

3 0 .   M A J   -   1 2 .   J U L I   2 0 0 9

Fotografisk Center har fornøjelsen af at præsentere Wilmar Koenigs første separatudstilling i Danmark. Det er samtidig et indblik i et fornemt oeuvre i nyere tysk fotografi.

Siden midten af 1980'erne har Wilmar Koenig været en del af den nye tyske kunst, og han har været til inspiration for flere, hvoraf Michael Schmidt er en af de mest fremtrædende. På den baggrund inviterede Fotografisk Center i 2004 Wilmar Koenig til København (og Krass Clement til Berlin) for at fotografere samt efterfølgende deltage i udstillingen “Copenhagen - Berlin Exchange”. Projektet blev vist i Fotografisk Center i 2005. Wilmar Koenig er ellers berømmet for sit indgående samarbejde med William Eggleston. De lavede eksempelvis udstillingen “Double Exposure”, hvoraf Koenigs del er med på den aktuelle visning i Fotografisk Center.

Wilmar Koenig har gennem de senere år fotograferet kirker i en række europæiske lande og moskeer i Iran. Han har derved specialiseret sig mere og mere i arkitekturfotografi. Tidligere har han både fotograferet objekter, bl.a. en fremragende serie fra et zoologisk museum, samt portrætter.

Studiet i Berlin-Mitte er Wilmar Koenigs centrum, og herfra udspringer al hans aktivitet. Oprindeligt er Wilmar Koenig uddannet arkitekt, hvilket ses meget tydeligt i værkerne. Et af de sidste års store gennemgående projekter har været at tage velkomponerede - ofte midtercentrerede - interiørs af kirker. Med denne betydelige tekniske kunnen i sit fotografi har han skabt storslåede værker. Wilmar Koenig benytter et “gammeldags” storformatkamera således, at der opstår en betydelig detaljerigdom.

Men mens den meget moderne tyske stil perfektionerer sit billedsprog, twister Wilmar Koenig sine motiver. Fotografierne er anderledes, bevidst belastede af menneskenes tilstedeværelse - og liv. Wilmar Koenig er repræsenteret i en række europæiske og amerikanske samlinger, bl.a. Berlinische Galerie (Berlin), Museum für moderne Kunst, Photographie und Architektur (Berlin), Henie-Onstrad Kunstcenter (Oslo), SF MoMA (San Francisco), Forum Stadtpark (Graz), Siemens Kulturprogramm (München) og Groupe Lhoist (Paris). Han er en flittig udstiller verden over og skabte for nylig en storartet visning i Neuer Berliner Kunstverein (Berlin), “25 years artist friendship William Eggleston and Wilmar Koenig“.

Kunstneren vil være til stede ved ferniseringen.

Udstillingen er støttet af Det internationale Billedkunstudvalg


Åbent Tirsdag til søndag kl. 11-17

WILMAR KOENIG

©Wilmar Koenig

WILMAR KOENIG

©Wilmar Koenig

WILMAR KOENIG

©Wilmar Koenig