FOGTDAL FOTOGRAFPRISER 2009 PRESSE

10. OKTOBER - 15. NOVEMBER

Fotografisk Center har hermed fornøjelsen af at præsentere en udstilling med årets modtagere af Fogtdals Fotografpriser ‘09. Det er nu sjette gang danske fotografer får tildelt midler. Med udstillingen får man indblik i, hvilke kunstnere priskomitéen har valgt at fremhæve i år.

Fogtdals Fotografpriser består af en hæderspris på 250.000 kr., som gives til én, der igennem mange år har ydet en overbevisende indsats indenfor dansk fotografi. Fem andre årlige priser er rejselegater à 50.000 kr. De gives til nogen, der har gjort sig så positivt bemærket, at de fortjener en opmuntring til videreudvikling af deres talent og virke. Udvælgelseskomiteen består af Per Folkver, Lars Schwander og Torben Weirup. Palle Fogtdal var ansvarlig for valget til hædersprisen.

Hæderslegatet på 250.000 går til: Jacob Holdt

Rejselegaterne på 50.000 går til: Mads Gamdrup, Tove Kurtzweil, Finn Larsen, Trine Søndergaard/Nicolai Howalt og Signe Vad

Hæderslegatet går til Jacob Holdt først og fremmest fordi han har præsteret at gøre meget af det som hans forgænger Jacob A. Riis gjorde: At benytte fotografiet til et middel for meningsdannelse. I en sådan grad at de, der har set den omfattende serie ”Amerikanske billeder - en personlig rejse gennem det sorte Amerika” om forholdet mellem rige og fattige i USA, enten som lysbilledshow eller i bogform, ikke er gået upåvirket fra mødet med disse fotografier.

Kontakt: Lars Schwander, Fotografisk Center, tlf. 33930996

Fernisering: Fredag d. 9. oktober 2009, kl. 17-19

Presse/interview: ls@photography.dk/

Åbningstider: Tirsdag til søndag kl. 11-17

Download pressebilleder her

JACOB HOLDT

HÆDERSLEGAT KR. 250.000

Jacob Holdt (*1947) har præsteret at gøre meget af det som hans forgænger Jacob A. Riis gjorde: At benytte fotografiet til et middel for meningsdannelse. I en sådan grad at de, der har set den omfattende serie ”Amerikanske billeder - en personlig rejse gennem det sorte Amerika” om forholdet mellem rige og fattige i USA, enten som lysbilledshow eller i bogform, ikke er gået upåvirket fra mødet med disse fotografier.

Oprindeligt rejste præstesønnen Jacob Holdt gennem USA i fem år fra begyndelsen af 1970’erne, hvor han tilbagelagde mere end 161.000 km ”på tommelfingeren”, han overnattede i mere end 381 hjem i kortere og længere tid.

Billederne blev taget med et lille ”halvformat” rejsekamera, som forældrene havde sendt over for at dokumentere sønnens mange historier. Og igennem disse første fem år tog Jacob Holdt mere end 15.000 billeder alene fordi han havde en indgroet lyst til at fortælle historier. Først efter tilbagekomsten til Danmark udviklede idéen om et lysbilledshow sig.
En multimediaforestilling med fem timers projektioner, musik og egen kommentering. I 1977 kom den intet mindre end revolutionerende bog, ”Amerikanske billeder” på Informations Forlag. Et simpelt lay-out og endnu mere enkelt tryk, hvor mange af billederne blev slået over i sort/hvid for at spare på udgifterne. Men billederne havde som hele Jacob Holdts projekt en vitalitet, en fortællerrigdom og en betydelig næstekærlighed, så hovedparten af de som så forestilling og bog i 1970’erne havde fået printet disse fotografier på sin nethinde for resten af livet. Og bogen blev da også oversat til mange andre sprog - heriblandt engelsk, tysk og svensk.

”Amerikanske billeder” var ikke ment som et kunstnerisk projekt. Alligevel blev bogen medtaget i Martin Parrs store ”The Photobook: A History” på Phaidon, en encyklopædi over verdens bedste fotobøger. Jacob Holdt blev indstillet til Deutche Börse Prize i London, udgav siden ”Jacob Holdts Amerika 1970-75” på Steidl Verlag, Tyskland, og er aktuel med en udstilling på kunstmuseet Louisiana. På trods af denne betydelige succes er ”Amerikanske billeder” stadig et dybt humanistisk projekt der åbner op for forståelse og tolerance. Selvom det ikke nødvendigvist er et gode at være kronikør og læserbrevsskribent, har Jacob Holdt til stadighed blandet sig i politiske debatter. Ikke nødvendigvis som venstre eller højreorienteret, men med den humanistiske tankegang, han aldrig har forladt.

MADS GAMDRUP

REJSELEGAT KR. 50.000

I sine billeder har Mads Gamdrup (*1967) længe og på forskellig måde søgt en slags sublim tomhed - karakteriseret ved en mental fylde.
Som adskillige andre billedkunstnere har Mads Gamdrup med forkærlighed opsøgt verdens åbne vidder og mere eller mindre øde udkantsområder og fotograferet dem. På sin vis som de fotografer, der for mere end hundrede år siden viste os nyt om fremmede lande ved at fastholde indtrykket af dem. Men på sin vis også båret af en ambition om at fortælle om tomheden omkring os. Måske. For billederne har en så åben karakter, at det er muligt for betragteren at finde sine egne historier og sin egen tilværelsestolkning i dem.

Det var med billeder af store landskaber med højt til himlen, Mads Gamdrup skaffede sig anerkendelse, men siden forlod han landskaberne; måske fordi han ikke var ene om dem. I stedet bevægede han sig ud i grænselandet for fotografiet og hen til et sted, hvor billederne begyndte at ligne nonfigurative malerier. En mellemstation var nogle monokrome fotografier, hvor Gamdrup bibeholdt en motivisk forankring. Det var billeder, der viste fugle og sommerfugle i ofte meget sarte nuancer.

Næste skridt - og det er de fotografier, Mads Gamdrup blandt andet har vist i gallerier som Claus Christensen og Nils Stræk samt på Grønningen, hvor han er nyt medlem - med en rent ud sagt hypnotisk virkning. Enten som striber af farve eller som cirkler eller mere eller mindre diffuse farvetåger, der alle har den egenskab, at de forvirrer øjet. Lidt på samme måde som billeder af den nu afdøde maler, Finn Mickelborg.

Man kan se billederne som undersøgelser af farvers virkning - men de er faktisk forankrede i virkeligheden. Ifølge et interview med kunstneren i internetmagasinet, www.kopenhagen.dk er det fotografier af bobler af is, der eksploderer. Isen er ikke en hvilken som helst is. Det er indlandsis, og boblerne er mere end 100.000 år gamle. Når isen hentes op til nutiden i et moderne forskningslaboratorium, eksploderer boblerne, og det er optagelser af det, der danner udgangspunktet for Mads Gamdrups nyere fotografier.

TOVE KURTZWEIL

REJSELEGAT KR. 50.000

Tove Kurtzweil (*1938) elsker stilladser. Hvis der skulle uddeles en Fotografisk Stilladspris, så ville hun vinde den. Nej, så enkelt er det ikke, skal det indkredses hvad der er Tove Kurtzweils røde tråd, så er det strenghed. Strenghed i formen. Og det uanset hvor blød den tilsyneladende ser ud.
At læse Tove Kurtzweils billeder er at blive taget med på en opdagelsesrejse. For med hendes blik og i hendes optik, bliver usynlige ting synlige og får pludselig ny mening. I hendes fotografier træder objekterne tydeligt frem, eller de smelter helt sammen med deres omgivelser. Det vi ser på, en stol, en stok, et badekar eller en pyramide får ny betydning. For det er ikke kun disse objekter, der betyder noget, som det de nu engang er og kan. Nej, det er den måde, de nu pludselig ser ud på, tager sig ud, som får én til at se anderledes på det man troede man vidste hvordan så ud. I Toves billeder ophæver tingene nogle gange sig selv og bliver til noget andet. Næsten som om de ikke altid vil være sig og deres oprindelighed bekendt, men gerne bare én gang i livet vil have lov til at være noget andet.

Tove Kurtzweil er en opdagelsesrejsende i dagligdag. En dagligdag, som aldrig ligner den man troede man befandt sig i. Den er lidt anderledes, lidt uskarp, lidt søgende og ofte lige så meget bagudskuende som fremadrettet. Men den er altid “set” på. Følt på. Enten med et meget spidst øje eller med noget der kunne forekomme henkastet, finurligt, som om en duft havde ramt Tove Kurtzweils næsebor og åbnet hendes øjne. ”Åh, jamen så tager jeg da det billede”, synes nogle af motiverne at fortælle. Hun er en undersøger, oversætter og fortolker. Hun lader sig ikke tilfreds med tingenes tilstand, og insisterer på, at også vi måske bør stille nogle flere spørgsmål til verden og dens udformning. Eller dens omgivelser.

Men strengheden, hvad er det den vil og kan? Hos Tove Kurtzweil er strengheden et nødvendigt redskab. Fotografisk strenghed gør ikke ondt. Den er det skelet der gør det muligt at gå på opdagelse, at turde åbne sine sanser, at turde bruge sin nysgerrighed. Uden filter, uden facitliste, eller sikkerhedsnet. Strenghed forhindrer ikke leg, tværtimod. Strengheden i synet gør det muligt at se mønstre, flader og linjer. Strengheden giver frihed. Og det er derfor Tove Kurtzweil ikke kan gå forbi et stillads uden at forsøge at stjæle dets linjer. Eller måske forbedre dem en smule. For det skal være harmonisk og det skal være smukt. Og det bliver det.

FINN LARSEN

REJSELEGAT KR. 50.000

Finn Larsen (*1956) begyndte at fotografere dengang i 1970’erne, hvor nogen af os mente, at det eneste saliggørende man kunne udrette med et kamera, var at fortælle nogle historier om mennesker. Hvor de boede, hvad de lavede, hvor elendigt de havde det. Dengang var verden sort/hvid, og uanset tidens og historiens gang, så ser det ikke ud til at lige det behov har ændret sig. Der er stadig brug for væsentlige fortællinger om og med mennesker. Så selv om verden på de snart 40 år måske ikke har ændret sig så meget, så er det givet og sikkert, at det har Finn Larsen. Det fotografiske univers der i dag udgør hans produktion, består af farver, og former og mest af alt, af landskaber. Landskaber som i Landskaber, men også landskaber som i by-rum, menneskeskabte haver (også i Grønland), motorveje, nybyggede parcelhuse.

I bogen ”Bane” (2002) skildrer Finn Larsen landskabet langs jernbanen fra Randers til Århus. Det er panoramabilleder for fuldt udtræk og utroligt smukt. Billederne forestiller dét som Finn Larsen så, da han gik på strækningen. Det ligner snapshots, fordi billederne har en tilsyneladende tilfældighed over sig. Men der er intet tilfældigt over billedernes form eller deres indhold. Tværtimod. For selv om billederne tilsyneladende ikke giver sig ud af at ville fortælle noget spetakulært, så rummer de et vidnesbyrd om en selvstændighed. Ikke alene det enkelte billedes selvstændighed, men også motivets særegenhed.

Alle billederne er undersøgelser foretaget med stor energi og nænsomhed. Man får lyst til at befinde sig i dét landskab Finn Larsen fotograferer. Også selv om man godt ved, at man aldrig selv ville se det samme som Finn Larsen ser - og peger på med sit kamera. At bevæge sig fra sort/hvid dokumentarisme til firefarvet poesi og dybdeborende landskabsundersøgelse, er måske ikke en given udvikling. De fleste evner ikke at flytte sig og mange giver op forinden. Går i stå eller baglæns.

Finn Larsens flytten sig er udtryk for en kolossal stædighed, som altid har kendetegnet hans virke. Finn Larsen kører ikke i “gruppe”, men for sig selv, ad sine egne veje, som aldrig bliver til vildveje eller genveje. Der er intet letkøbt over hans poesi og forsøg på at forstå de landskaber der har besat ham. Kun hårdt arbejde og personligt mod.

TRINE SØNDERGAARD / NICOLAI HOWALT

REJSELEGAT KR. 50.000

Skønt Nicolai Howalt (*1970) og Trine Søndergaard (*1972) begge har skabt billeder og serier, der i sig selv kunne berettige til hæder og anerkendelse, får de et af årets rejselegater for deres fælles projekter. Både i anerkendelse af projekternes kvaliteter og af det befrugtende i kunstnerisk samarbejde.

Så smukt har deres kunstneriske samarbejde været, at det ganske enkelt tog udgangspunkt i den omstændighed, at de mødte hinanden og blev til tre – som det fremgår af den dagbogsagtige serie fra 2000 med titlen “Familiebilleder”. Nævnes bør det vel for helhedens skyld, at de begge har taget meget barske billeder. Trine Søndergaard vil blandt andet være kendt for sin skarpe fotofortælling om narkoprostituerede i Skelbækgade i København, “Now that you are mine”, og Nicolai Howalt har senest vist en udstilling hos Martin Asbæk, der havde bilsammenstød som tema. Omvendt behersker de i fællesskab også den helt store og følsomme skønhed som i serien “Tree Zone”, der i et nærmest grafisk sprog fastfryser træer fra nordiske landskaber i nogle sært inciterende, bløde billeder.

Deres foreløbige, fælles hovedværk må imidlertid være den faktisk endnu ikke helt afsluttede billedserie, “How to hunt”, der udover at være et studie i dygtig fotomanipulation også føjer nye synsvinkler til et klassisk motiv i billedkunsten, nemlig jægere i et landskab. Men hvor eksempelvis fortidsmenneskets gengivelser af jagtscener i huler under jorden eller Bruegels billeder af jægere i sne fortæller om at overleve, handler jagt i dag om en fritidsaktivitet. Den kan tit og ofte tjene fornuftige formål som at regulere en given bestand, men til syvende og sidst handler det for fritidsjægeren om glæden ved at skyde et dyr for fornøjelsens skyld.

Dét moralske dilemma overlader Howalt & Søndergaard elegant til betragteren selv at afgøre – og de gør det ikke nemmere ved at have skabt en serie af billeder, der er så indlysende smukke, at man griber sig i at ønske, man selv var til stede i deres betagende landskaber.

SIGNE VAD

REJSELEGAT KR. 50.000

Signe Vad (*1967) har fornylig afsluttet en Master på Fotoskolen i Göteborg med projektet “Positions of Infinity”, hvor hun reflekterer over de eksistentielle grundvilkår, der knytter sig til det at være menneske. I fokus er de positioner, som vi indtager og de valg, vi træffer igennem hele livet. Først og fremmest afspejles tiden som begreb, og som altid i hendes fotografi, omhandler arbejdet samtidigt et meget personligt tema. Hun har fotograferet sig selv delvist tildækket, så kun dele af hende er synlige, hvorfor billederne tillige berører en helt aktuel debat. Op gennem 1980’erne var Signe Vad punk med punkerne og igennem en yderst selvdestruktiv periode, satte der sig - i bogstaveligste forstand - mange ar på hendes krop. Således var flere af Signe Vads billeder close-ups af hendes eget legeme, armene, benene, lårene og ryggen. Alt sammen med tydelige mærker efter hendes - overståede - destruktive periode. Billederne var dybe, mættede og tematiserede på sin vis en hel generation af unge kvinders vanskelige forhold til sin egen krop. Det var samtidigt et meget modigt projekt, som nok kun kunne lade sig gøre fordi Signe Vad siden hen er kommet ud på den anden side.

Dette tætte forhold til kroppen gav også et godt udgangspunkt for en række mere erotiske billeder til udstillingen “Making Eyes”, Fotografisk Center (2003), hvor hun igen havde en fin fornemmelse for kropslighed kombineret med et smukt farvevalg i de komponenter der indgik i billederne. Signe Vad har nok benyttet mange forskellige stilarter, men står alligevel tilbage med et meget stærkt og prægnant billedsyn som på mange måder er unikt herhjemme. Men frem for alt har hun formentlig fundet sig selv igennem disse udtryk - og det er ikke så lidt.

Ud over sit fine fotografi har Signe Vad videre spillet en betydelig rolle for de helt unge fotografer, det nye vækstlag. I Galleri Signe Vad er der blevet vist mange flotte udstillinger med danske og udenlandske kunstnere, ofte med et eksperimenterende udgangspunkt. Efter at være nødsaget til at lukke galleriet, har hun i bogstaveligste forstand etableret en udstilling i et udhængsskab i Nansensgade, og Signe Vad fortsætter hermed sin formidling af samtidskunst.

Download pressebilleder her: