Mediet er underordnet

Interview med Yoko Ono i forbindelse med udstillingen Conceptual Photography,
Fotografisk Center, København, 11. juni til 13. juli 1997.

Af Lars Movin

I de kommende uger vil brugere af 365 offentlige toiletter i København blive mødt af en plakat med et fotografi af en nøgen bagdel, et par menneskebalder med en lille tekst underskrevet y.o. ‘68. Signaturen tilhører Yoko Ono, og plakaterne indgår i værket Toilet Thoughts - Film No. 3. Tanken - som det fremgår af teksten under balderne - er, at folk formodentlig vil reagere på plakaten, enten ved at skrive på den eller ridse i den, eller simpelthen ved at flå den ned. Efter nogen tid vil en fotograf opsøge de 365 toiletter og dokumentere, hvordan publikum har medvirket til at fuldende dette stykke konceptkunst.
Selve idéen (det nedskrevne partitur) til Toilet Thoughts... er fra 1968, men det er første gang, værket realiseres. Anledningen er, at Fotografisk Center i København har inviteret Yoko Ono til at udstille under overskriften Conceptual Photography.

Yoko Ono har i halvfemserne været en hyppig gæst på danske udstillingssteder. I 1990 besøgte hun Randers Kunstmuseum med udstillingen En Trance. I sommeren ‘92 var hun på Museet for Samtidskunst i Roskilde med Color, Fly, Sky. I starten af ‘95 viste Nationalmuseet en serie af hendes film under overskriften Yoko Ono: Fluxus & Film. Og sidste efterår var hun tilbage i Randers med Blood Objects from a Family Album.
Ved disse lejligheder har det stået klart, at Ono for længst er trådt ud af skyggen efter ægteskabet med John Lennon, kontroverserne omkring opløsningen af The Beatles i ‘70 og mordet på Lennon ti år senere. Selv om kunstneren Ono aldrig helt og aldeles vil kunne ryste disse sider af sin historie af sig - og sikkert heller ikke ønsker det - fremstår hun i dag som en af de få udøvere fra den oprindelige kerne omkring Fluxus-organisatoren George Maciunas i de tidlige tressere, der stadig formår at puste nyt liv i en kunstnerisk praksis, hvor konceptkunst, minimalisme, intermedia og en række andre idébaserede strategier smelter sammen med en livshistorie, der i sig selv rummer elementer fra både Østen og Vesten.

Yoko Ono har med andre ord bevist holdbarheden og substansen i sit projekt, men samtidig har hendes senere udstillinger demonstreret, at hun først og fremmest henvender sig til et indlevende og lydhørt publikum. Der er en luftighed og en skrøbelighed i hendes ofte delikate og minimalistiske værker, der truer med at kollapse under det alt for anmassende blik, som først og fremmest er på udkig efter ‘historien’, ‘sensationen’ eller ligefrem ‘skandalen’ Yoko Ono.
Dette gælder også i høj grad udstillingen i Fotografisk Center, men sætter man sig for at tune ind på den rigtige bølgelængde, har Ono faktisk noget at sige, også om fotografi.
Det er første gang nogensinde, at Yoko Ono udstiller som ‘fotograf’. Ved de tidligere udstillinger i Danmark har stort set alle andre aspekter ved hendes virke været dokumenteret: Partiturer, objekter, malerier, installationer, dokumenterede performances, musik, film, video og sågar eksperimenter med arkitektur, som kunne ses i Randers i 1990.

Det er åbenlyst, at Ono gør en dyd ud af ikke at koncentrere sig om et enkelt medium, et enkelt materiale. For hende er det netop idéen og processen, der er hovedsagen, ikke redskabet. Kernen i hendes virke er konceptet, en idé, der oftest kommer til udtryk i form af et ‘partitur’, en handlingsanvisning. Mange værker eksisterer ganske enkelt kun som tekster - ‘partiturer’ - der foreskriver, hvordan værket kunne realiseres.
Et eksempel, Shadow Piece fra 1963: “Put your shadows together, until they become one. Take a photo of the shadow.”
Denne konceptuelle tilgang kendetegner også udstillingen i Fotografisk Center. Ono har ganske vist i forskellige sammenhænge fotograferet i mere traditionel forstand. Eksempelvis er det hende, der har taget de portrætter af John Lennon, der findes på omslaget til pladen Imagine fra 1971. Men på den aktuelle udstilling findes ikke et eneste egentligt foto taget af Ono. Hvad publikum kan se på væggene er fotografiske objekter, bearbejdede fotos og fundne objekter - resten foregår i beskuerens bevidsthed.
Ved de ultrakorte interviews, som Yoko Onos stramme tidsplan tildelte pressen umiddelbart inden udstillingens åbning, kom det frem, at hendes første reaktion på invitationen fra København var at udstille allerede eksisterende værker, dels stills fra hendes mange film, dels nye håndskrevne versioner af hendes instruction pieces fra tresserne, hvoraf en del involverer det fotografiske medium.
Disse instruktioner indgår da også i udstillingen sammen med en serie af de mere kendte filminstruktioner fra 1964 til ‘68. Men efterhånden som tiden for udstillingen nærmede sig, dukkede der nye idéer op, og det er især disse til lejligheden undfangede værker, der gør Conceptual Photography interessant.

Udstillingens omdrejningspunkt er installationen Vertical Memory. Værket består af 21 identiske computerbearbejdede billeder af et sløret og forvrænget ansigt. Motivet er blevet til ved at sammenkopiere Onos eget ansigt med træk fra tre generationer af mænd i hendes liv: faren, ægtemanden (John Lennon) og sønnen (Sean Ono Lennon). Til hvert billede knytter sig en kort tekst, et mere eller mindre fiktivt erindringsfragment, der afspejler, hvordan alle livsafsnit, fra fødsel til død, er præget af mødet med samfundets maskuline orden, symbolsk og reelt. En del af mændene er læger, fra fødselslægen, der klasker det nyfødte barn i enden, til den læge, der forsøger at lukke øjnene på den afsjælede krop. Over for denne sidste handling protesterer værkets fiktive persona: “Hey, what do you think you’re doing? You can’t close my mind’s eye!”

“Min udstilling er generelt en kommentar til fotografiets verden,” forklarer Ono. “Fotografer er enten interesserede i at udtrykke deres tekniske potentialer, eller i at ‘skyde’ et bestemt objekt fra en unik vinkel, eller blot i at affotografere et unikt objekt. Men intet af dette betyder for alvor noget. Derfor er det min pointe at anvende nøjagtig det samme motiv 21 gange, men i forskellige sammenhænge, så det hver gang udtrykker en fuldstændig anderledes virkelighed. Jeg vil vise, at det ikke i sig selv er nok at fremvise en enestående teknik eller en enestående vinkel eller et enestående motiv. Det er bare et forsøg på at overraske publikum, et spil, og det er ikke vigtigt i forhold til at udtrykke noget essentielt.”
Udstillingens andet store værk har titlen Horizontal Memory (med undertitlen: Where our heroes sung). Installationen består af et antal mere eller mindre bearbejdede ‘fundne fotografier’, som tilsammen udgør noget, der virker som en blanding mellem et privat og et kollektivt familiealbum. Billederne er nedlagt i gallerigulvet og beskyttet af glasplader, som publikum må træde på for at komme hen til en tekst på væggen. Teksten handler om, at ‘vi klatrer på bjerge af vore fædres drømme, og passerer marker af vore mødres erindringer.’

“Den historie, som vi ‘træder på’ eller krydser eller måske i virkeligheden hele tiden er på vej væk fra, er de almindelige menneskers tavse historie,” siger Ono. “Den historie, som vi læser om i historiebøgerne, handler om mænd, der er gjort til helligdomme. Men når mennesker er blevet til helligdomme, har de ikke længere noget at gøre med historien. De er altid blevet anbragt på en piedestal af kræfter, der ligger uden for dem selv. Af samfundet, af politiske årsager. Derfor har de reelt kun en meget lille historisk betydning - selv om vi gerne vil tro, at de er selve historien. Men den virkelige historie tilhører de almindelige mænd og kvinder, der lever i stilhed, og som giver næring til os andre med deres liv.”
Formelt rummer Horizontal Memory referencer til nogle af Onos værker fra de tidlige tressere, specielt hendes instruction paintings. Ét af disse bar titlen Painting To Be Stepped On (1960) og bestod netop af et lærred anbragt på gulvet med henblik på at publikum skulle træde på det. (Instruktionen lød: “Leave a piece of canvas or finished painting on the floor or in the street.”)

Den slags tråde tilbage til ‘bagkataloget’ er udstillingen rig på, men samtidig kan Horizontal Memory ses som et udtryk for essensen i Yoko Onos kunstneriske strategi: En slags poetisk konceptualisme, der væver private og almene vilkår sammen i et udtryk, som formelt synes renset for støj, men som samtidig er særdeles åbent for læsningsmuligheder, netop fordi værkerne indskriver sig i en diskurs, der overskrider genre-, materiale- og mediemæssige grænser.
Det er tænkeligt, at man i fotografiske kredse vi diskutere, hvad Yoko Ono har at gøre på dette domæne. Men her bør man huske, at mediet for Ono netop er underordnet. Idémæssigt er en stor del af udstillingen kendt stof, men hvad angår tankens klarhed, den stramme ophængning og den gennemførte æstetik er Conceptual Photography tæt på at være en optimal præsentation af eneren Ono.
I forbindelse med Conceptual Photography er udgivet et omfattende katalog, der rummer samtlige udstillingens tekster og fotografier. Efter visningen i Fotografisk Center fortsætter udstillingen til Konsthallen i Malmø.

Information, 13.6.1997.