SIGVART WERNER & KØBENHAVN

Umiddelbart er Sigvart Werners København let genkendelig. Der er alle de bygninger, monumenter og attraktioner, som byens borgere såvel som turister kender: Den lille Havfrue; rådhuset; Nationalmuseet; voldanlæget ved Tivoli, Ørstedsparken, Østre Anlæg; tårnene der om noget kendetegner hovedstaden; Det kongelige danske haveselskabs Have. Et ved første gennemsyn stilfærdigt, næsten mennesketomt byrum, hvis der ses bort fra det travle Fisketorv ved Gammel Strand, hvor bådene ligger forankret og fiskerkonen arbejdende i forgrunden. Sigvart Werners København ejer denne romantiserede charme eller uskyldsren glansfuldhed. Ingen knejper, ingen urovækkende, endsige forstyrrende elementer. En ren by, eller endog et idealiseret bybillede, sådan som det formentlig har set ud engang i 1930'erne, hvor bogen "København - Den gamle Kulturby" udkom.

Imidlertid er det overraskende at sammenligne skildringerne med Sigvart Werners originale billeder og negativer, således som de forefindes på Nationalmuseet: Fiskerkonen på Gammel Strand er borte; bag Det kongelige danske haveselskabs Have er der boligblokke og distancerer således motivet fra en isoleret landlig idyl; bag Nationalmuseets bygning toner rådhustårnet frem. Sigvart Werners syntes det skæmte Prinsens Palæ og noterede dette på en kuvert, hvori han havde anbragt flere versioner af billedet: Hhv. med tårn, overstreget tårn og uden tårn. Sådan forandrer bybilledet sig lidt efter lidt i gennemgangen af originalmaterialet, som et før- og efter tableau. Cyklerne i Amaliegade er fjernet, ligesom mennesker og moderne ting er det. Et effektivt manipuleret billedsprog, der allerede dengang var, om ikke almindeligt, så benyttet til at smykke tingenes tilstand.

Sigvart Werners rene billedsyn og forkærlighed for natur får ham til at digte videre på virkeligheden. Ørstedsparken får indsat en måske lidt for stor svane, der er hentet et helt andet sted, ligesom Sigvart Werner har malet måger på billedet med hvid retouche. Umiddelbart et af de mest konstruerede fotografier i hans københavnerbog. Og dog er det som om byen og naturen generelt er i ualmindelig harmoni: Himmelpartierne med skyformationer svøber sig eksempelvis bemærkelsesværdigt smukt omkring byens genstande, det være sig tårne eller træer. Af Sigvart Werners efterladte billeder fremgår det da også, hvordan han med større og mindre held manipulerede sine fotografier med indsættelse af nye himle. På et billede har Sigvart Werner klippet Børsen ud og påsat en dramatisk skyformation. Der er formodentlig tale om en arbejdskopi, da de færdige billeder i københavnerbogen er ganske illusionistiske. Hans fotografier af byen er troværdige som det fremgår af de færdige værker. Ingen savner de henslængte cykler i Amaliegade, flagstangen (eller lygtepælen) ved Apistemplet i Frederiksberg Have, rådhustårnet bag Nationalmuseet. For Sigvart Werners billeder kunne som regel have været rigtige, hvis det ikke havde været for det moderne menneskes indtagelse af byen. Hvad skal objekter eller genstande og moderne arkitektur i det som Sigvart Werner selv betegnede som en gammel kulturby og Wilhelm Lorenzen som København af Race?

Sigvart Werner rekonstruerer dét, der kunne være forekommet på en anden tid af døgnet, en anden dag, eller en helt anden årstid. Han havde en helt egen - og ganske fascinerende - idé om byen; det ideelle København, hvor en af de grundlæggende faktorer netop var byens samspil med naturen. På den baggrund måtte Sigvart Werner tage sine billeder meget tidligt eller sent på dagen, i arbejdet på at skabe et tomt rum. Øde gader med en romantisk, relativ stillestående atmosfære. Dramatikken og det mystiske er til gengæld overladt til naturen: Den truende vinterhimmel over Frederiksholms Kanal; Botanisk Haves gamle voldterræn, der efterligner visse landskabsmaleres fiktive - og her lukkede - rum. På samme tid Botanisk Have ligner sig selv, er den fremmedgjort til det mytiske. På en måde ligner billedet naturens overtagelse af det kulturelt skabte med den kontrastfulde, ligefrem dramatiske for- og baggrund, mens byen indsnævrer sig til et fjerntliggende Rosenborg Slot.

Det romantiske kan umuligt tilskrives perioden alene. I 1930'erne var det moderne gennembrud for alvor en realitet - også indenfor fotografien. Især var den nye sagligheds modernitet en umulighed at overse. Sammenlignes Sigvart Werners "bløde" billedsprog med arkitekten Ib Lundings "konkrete" København, er der en verden til forskel. Sidstnævnte skildrede allerede i 1931 hovedstaden som en moderne by (ved en omfattende planchedstilling i Berlin). Der behøves ikke at blive draget internationale paralleller for, at vidne om Sigvart Werners genrebilleders vemodige stemning. En stil han afgjort havde hentet fra malerkunsten, fælles med andre samtidige, pictorialisterne, der både før og efter århundredeskiftet havde udøvet "kunstnerisk" fotografi. Som aktiv amatørfotograf tog Sigvart Werner aktiv del i debatten om fotografiens tilhørsforhold mellem den selv, håndværket og kunsten. Eksempelvis i 1914, hvor han agiterede for den fotografiske ret: Jeg betragter det (derfor) som en stor Fejltagelse, naar Fotografien søger at efterligne disse Kunstarter; den har tilstrækkelig Værdi i sig selv, og den behøver ikke at smykke sig med laante Fjer. Om den saa skal indrulleres under Begrebet Kunst eller ikke, synes jeg er ligegyldigt, det bliver jo blot en kamp om Ord. (Amateur-Fotografen)

Som flere af tidens fremtrædende fotoamatører var Sigvart (Wilhelm Theodor) Werner relativt velhavende. Han blev født i København, 1872, og indledte en forretningsmæssig karriere, og blev allerede 1898 grosserer. Ved siden af dette borgerlige erhverv var han tidligt begyndt at fotografere, ligesom naturen spillede en afgørende rolle: Til at begynde med var det særlig Dyrehaven, der blev mit Virkefelt, har Sigvart Werner skrevet, og herved fik jeg Lejlighed til at stifte Bekendtskab med mange fremragende Forstmænd og Naturvidenskabsmænd. Ved belærende Samvær med disse sagkyndige Folk blev min Interesse for dansk Skovnatur vakt i stedse højere Grad, og Følgen blev, at jeg paa mine talrige fotografiske Ekskursioner lagde særlig Vægt paa at forøge min Samling af Skovbilleder. (Danske Skove og Træer)

Netop naturen havde en kolossal indflydelse på Sigvart Werner og fik det mere i takt med hans fotografiske virke. Fra 1927 og frem til 1940 udgav han selv i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening og J. Frimodts Forlag en bogserie om Danmark. Oprindeligt var der kun planlagt én publikation, "Dyrehaven", der udsprang af kærligheden til naturen: ... en af de Ting, som særligt optog Interessen, var netop Spørgsmaalet om vor nationale Skovs Fremtid og dens Beskyttelse mod de mange Farer, der truede den fra forskellige Sider. Der var derfor god Brug for det Billedmateriale, jeg i Aarenes Løb havde samlet herfra, og det faldt naturligt at udnytte dette som et Led i Foreningens (Danmarks Naturfredningsforening, red.) Agitation. Forsøget - et Billedhefte med indledende Tekst fra Dyrehaven - faldt saa heldigt ud, at Bogen straks blev udsolgt og hurtigt maatte trykkes i andet og tredie Oplag, ialt 16.000 Eksemplarer. (Danmark)

Grundet succes'en med "Dyrehaven", fortsatte Sigvart Werner med et bind om "Rebild og Rold", efterfulgt af "Bornholm" og "Nordsjælland". Herefter systematiserede han gennemfotograferingen af Danmark, dens natur, landskab - og historiske arkitektur. Serien endte med 15 bind, der tillige samledes i det efterfølgende tobindsværk "Danmark" i 1944. Et billedværk skabt: ... paa Grundlag af de mange Skønhedsindtryk, som et langt Livs Samleven med den danske Natur har skænket mig, og som har været mig en stadig Kilde til Glæde. (Danmark) Sigvart Werner var indtrådt i bestyrelsen for Danmarks Naturfredningsforening, og ligesom han selvfølgelig agiterede for bevaring af naturen, gjorde han sig til talsmand for bevaringen af den gamle bygningskunst. Derfor skildrede Sigvart Werner også en lang række slotte, herregårde og kirker rundt omkring i Danmark. I 1936 blev han kåret som æresmedlem i Danmarks Naturfredningsforening, et hverv han bevarede indtil sin død i 1959.
Sigvart Werners tidligste arbejder vurderes generelt højest, da hans pictorialistiske stil var relativ intakt. Men der er pågået en revurdering af Sigvart Werners samlede værk, herunder skildringen af København. Der er i disse billeder, ligesom danmarksserien i øvrigt, en ømhed, som strækker sig langt ind i materialet. Den romantiske tone dækker over et allerede eksisterende vemod over tingenes foranderlighed. En proces han for et øjeblik forsøgte at standse i form af billedmanipulation. Dengang - som nu - var det moderne begyndt at fortære dele af byen: Bilerne, den moderne arkitektur, mangel på forståelse af samspillet mellem hovedstad og natur, etc. Imidlertid blev kimen af Sigvart Werners byrum, Den gamle Kulturbys særpræg, relativ intakt indtil for ganske nyligt. Således fremstår hans fremragende skildring i dag som et minde om stedernes integritet.

ARTIKLER