Beatfotograf

Møde med den amerikanske fotograf Robert Frank i anledning af overrækkelsen af
Hasselbladprisen i Gøteborg, 8. marts 1997.

Af Lars Movin

I 1955 satte den schweizisk-fødte fotograf Robert Frank ud på en rejse gennem USA, der skulle komme til at vare mere end et år. Pengene til rejsen havde han fra et Guggenheim-legat, og målet var både enkelt og uhørt ambitiøst: Han ville dokumentere en civilisation. Robert Frank kørte fra by til by, opsøgte stormagasiner, banegårde, busstationer, cafeterier, barer, parader, politiske møder, parker, hovedgader. Han arbejdede hele tiden, talte mindst muligt, gemte sig bag sit lille Leica-apparat, iagttog. Søgte at fange øjeblikkets sandhed på fire og tyve gange seks og tredive milimeter sort/hvid celluloid. I Syden blev han arresteret i én by, og i en anden gav den lokale sherif ham en time til at forsvinde.
Da rejsen var slut, havde han eksponeret mere end fem hundrede ruller film. Af disse valgte han lidt over firs motiver til en bog. Umiddelbart ville ingen i USA udgive Franks fotos. Som det ofte var tilfældet på det tidspunkt, skulle en europæisk forlægger bane vejen, før amerikanerne fik øjnene op for materialets kvaliteter. Det blev Delpire i Paris, der i 1958 lavede den første udgave, Les Américains, og året efter fulgte The Americans på Grove Press, New York.

Den amerikanske udgave har forord af Jack Kerouac: “Hvis man ikke kan lide disse billeder, kan man ikke lide poesi, forstår du? Hvis man ikke kan lide poesi, så kan man bare gå hjem og se tv-billeder af storhattede cowboys der tolereres af venlige heste. Robert Frank, schweizisk, ikke påtrængende, flink, med sit lille kamera, som han holder i én hånd, han har suget et trist digt ud af Amerika og fæstnet det på film, og dermed indfundet sig blandt alverdens triste poeter. Til Robert Frank vil jeg bare sige: Du har øjne.”

Den første udgave af The Americans blev langt fra en succes. Amerikanerne var rystede over bogens mørke og ‘blå’ tone, der senere har skaffet Frank tilnavne som fotografiets svar på jazzens Charlie Parker, eller på rockens Neil Young. Robert Frank bekræftede ikke den amerikanske mytologi, og hans rå og til tider klaustrofobiske sonderinger af kontinentets bybilleder og landskaber lå langt fra amerikanernes forestillinger om sig selv - og fra de vante fortolkninger, man kendte fra fotokunstnere som Ansel Adams og Walker Evans.
Frank var outsideren, der kiggede på USA udefra, og i stedet for åbne landskaber, frihed og håb så han en tom, endeløs og hynotiserende hovedvej, der trak beskueren ind i sit mørke forsvindingspunkt. Han så børn, der var blevet efterladt i biler, hjemløse, der sov i parkerne, og drukkenbolte, der omfavnede hinanden for at holde varmen. Eller han så en sporvogn i New Orleans med hvide forrest og sorte bagest, alle med tomme, håbløse blikke i trætte ansigter.
Kerouac derimod, han så en sjæleven, en visionær og en beatpoet, der ‘skrev med lys’. Og så bad han Frank om telefonnummeret på den spinkle elevatorpige fra Miami Beach med de triste øjne på side 97.

“Jeg valgte at blive i Amerika, og jeg er blevet amerikaner,” sagde Robert Frank, da han i marts 1997 var i Gøteborg for at modtage Hasselbladprisen, en af fotografiets fornemste hædersbevisninger.
“Når man kommer til et nyt land, ændrer man sig gradvist. Det går langsomt, det sker ikke lige pludselig, når man krydser grænsen. Jeg har indoptaget mange amerikanske træk - jeg ved ikke, om det afspejler sig i mit arbejde, men det har sat sig spor i min personlighed. Men hvad enten jeg opholder mig i Zürich eller Mabou (Canada), så viser billederne mine følelser, og de ændrer sig ikke særlig meget. Jeg beskæftiger mig med det, jeg kender mest til, nemlig mit eget liv.”

Selv om den nu 72-årige fotograf er et sjældent eksempel på en kunstner, der livet igennem har været i nærmest konstant bevægelse, og som hele tiden har søgt nye strategier og teknikker for ikke at gentage sig selv, kom en stor del af pressemødet i Gøteborg til at dreje sig om de fyrre år gamle billeder fra The Americans. Hvorfor havde amerikanerne så svært ved at acceptere den bog?
“Man sagde, at sådan er Amerika ikke. Folk er ikke så triste, pigerne smiler mere og den slags. Man mente, at bogen var en afvisning af Amerika, men sådan oplevede jeg det slet ikke. Jeg følte blot, at der var aspekter ved Amerika, som kunne være meget svære at acceptere. Især under turene til Syden fornemmede jeg raceadskillelsen, hadet og problemerne meget stærkt. Men jeg tror ikke, at bogen blev afvist på grund af disse ting. Jeg tror, det skyldtes, at jeg ikke bekræftede det billede, som USA havde skabt af sig selv.”

- Hvordan ville det være at lave en tilsvarende bog i dag?
“Det ville være meget anderledes, tror jeg. Jeg ville gribe det an på en anden måde, og folks forhold til fotografer har også ændret sig. Da jeg lavede The Americans, var jeg en anonym forbipasserende. Sådan ville jeg ikke kunne gøre det i dag. Jeg ville udvælge folk efter at have talt med dem, efter at være kommet i kontakt med dem. Dengang bekymrede det mig
ikke at tage noget fra folk ved at fotografere dem uden at spørge om tilladelse - jeg er en amoralsk person ...”
Hasselbladprisen er på 270.000 kroner, og Robert Frank afviste først at modtage den. Han har givet udtryk for, at der er tre ting, han hader: penge, priser og publicity. Først da det blev arrangeret, at han kunne donere pengene til Högskolan för Fotografi og Film i Gøteborg, accepterede han at blive den sekstende prismodtager i rækken af navne som Richard Avedon, Irving Penn og Henri Cartier-Bresson.

Inden Robert Frank satte ud på sin USA-tur i midten af halvtredserne - i øvrigt på opfordring af Walker Evans - var dét at rejse allerede blevet en væsentlig del af hans liv. Siden han første gang tog båden fra Europa til New York i 1947 som 22-årig - på flugt fra et Schweiz, der slet ikke passede til hans rastløse temperament - havde han rejst i Sydamerika og Europa og lavet serier af fotos, som han samlede i private bøger.
“Mit arbejde er mest af alt resultatet af en lang rejse, og billederne er det, jeg har valgt at vise fra rejsen. Man tager af sted, og så bliver livet ved med at forandre sig undervejs. Det, jeg først og fremmest kommer til at tænke på, når jeg ser på billederne, er, at jeg har taget nogle chancer, og for mig er det en kvalitet i sig selv at tage chancer, når man er kunstner. Chancen kan bestå i, at man beslutter at vise et billede, som er meget vanskeligt at afkode. Ofte har jeg svært ved at forklare, hvorfor netop dette billede skal offentliggøres. Når jeg har valgt et billede, er det mit håb, at det visuelt er tilstrækkelig interessant til, at en beskuer kan føle sig udfordret til at vende tilbage til det mere end én gang.”
“Jeg mener, at det er meget vigtigt, at man som kunstner foretager nogle valg og så holder fast i dem. Når jeg ser mine film nu, er der mange scener, jeg kunne tage ud, men jeg gør det ikke, for jeg mener, at det er bedre at lade det være på den måde, man oprindelig besluttede sig for. På samme måde vil jeg ikke gå tilbage til tidligere tider og finde andre billeder frem, som jeg ikke viste dengang - jeg vil holde fast i de valg, jeg én gang har foretaget.”

I de tidlige år søgte Frank at efterleve sin lærer, den schweiziske fotograf Michael Wolgensingers credo: “Fotografi er en repræsentation af virkelighed - dets mål er at formidle essens, form og atmosfære.” Frank søgte sandheden, evig og altid på jagt efter dét øjeblik, hvor motivets essens lod sig indfange af linsen. Men efter The Americans begyndte projektets indbyggede problemer at åbenbare sig. Frank havde opfattet fotografiet som en måde, hvorpå han kunne aftvinge en ydre virkelighed sandheder om en indre verden. Han var klar over, at ethvert billede dybest set er et selvportræt. Men som tiden gik, blev Frank stadig mere optaget af selve bevægelsen, virkelighedens konstante foranderlighed, og efter i en periode i slutningen af halvtredserne at have søgt at presse fotografiets grænser til det yderste i retning af at indfange bevægelse - ved at fotografere ud ad busvinduer i New York - lagde han fotografiet på hylden og helligede sig i stedet filmen.

Robert Franks første film var Pull My Daisy (sammen med Alfred Leslie, 1959), en nærmest legendarisk hyldest til beatgenerationens frie livsstil og et humoristisk statement om kunstnere som samfundets outsidere. Filmen består af en række mere eller mindre spontane optrin med beatforfatterne Allen Ginsberg, Peter Orlovsky og Gregory Corso, og på lydsiden høres en improviseret monolog af Jack Kerouac, i øvrigt en af forfatterens sidste store præstationer, inden mørket sænkede sig. Sammen med en lille håndfuld andre film - bl.a. John Cassavetes’ Shadows - blev Pull My Daisy anledningen til, at bevægelsen New American Cinema blev dannet i 1960, og siden har den betydningsfulde kritiker Jonas Mekas erklæret den for at være en hjørnesten i amerikansk filmhistorie.
Frank søgte imidlertid ikke at gentage succesen. Pull My Daisy var en fiktiv novellefilm, og de godt tyve film og videoer, Frank har lavet siden, er snarere personlige essays, hvor notater og spontane indfald blander sig med tilrettelagte sekvenser. Der veksles mellem fiktive passager og private optagelser med familie eller venner, og en del af filmene rummer tillige refleksioner over kunst, fotografi og film. Et generelt indtryk er, at Frank iagttager sit liv gennem linsen, måske for at kunne se det klarere.
Siden starten af halvfjerdserne har Robert Frank delt sin tid mellem en lejlighed i New York og en hytte i Mabou, en øde egn af det tyndt befolkede Nova Scotia på Canadas østkyst.
“Det er modsætningen mellem de to steder, der inspirerer mig. Det er en meget kraftig oplevelse at komme ud af New York, at komme til et sted, der er det modsatte. Jeg er aldrig blevet træt af at kigge ud ad vinduet i Mabou. Omvendt går der lang tid, inden jeg bliver træt af New York, når jeg har været i Mabou. Dog er det efterhånden blevet sådan i New York, at man føler, at man bevæger sig rundt i det samme skuespil - de agerende skiftes ud, men replikkerne og stykket er det samme. Naturen giver en anden form for ro. Den gør ikke én så oprevet - men den er lige så grusom.”

I halvfjerdserne begyndte Robert Frank atter at fotografere, og siden har han sideløbende lavet film og taget stillbilleder. Både film og fotos synes med årene at søge stadig dybere ind i en intim sfære, hvor private forhold danner afsæt for almene spørgsmål til tilværelsen. Frank samler grupper af billeder til montager og skriver ord eller sentenser på dem. “What am I looking at” eller “Today is my daughters birthday”. Pigerne på billedet ser asiatiske ud, og kan ikke være døtre af Frank. Af andre værker fremgår det da også, at Franks datter omkom i 1974 ved en flyulykke. “Sick of goodbyes” står der på et billede med en fed skrift, der flyder som blod ned over et spejl.
Lidt firkantet sagt har Robert Frank udviklet sig fra at tage billeder i halvtredserne til at skabe billeder i halvfemserne. Han tilstræber stadig spontaneitet, men billederne skabes ikke længere i dét øjeblik, hvor der trykkes på udløseren. I dag er hvert billede resultat af en længere proces, et stykke levet liv, en erfaring eller en erkendelse, der gradvist krystaliserer sig i et værk, som i mere end én forstand søger at overskride fotografiets ramme.
“Det er ikke altid, en fotograf har tid til at tænke. Men jeg tror, at man træner sine øjne til at se ved at bevæge sig omkring med et kamera, og så kan refleksionerne komme lidt senere. Da jeg begyndte at fotografere, var det i langt højere grad ud fra en bevidst beslutning om, at jeg ville tage et billede - med henblik på at illustrere, hvad jeg så, snarere end hvad jeg følte. Senere har jeg ændret attitude til at fotografere, blandt andet ved at skifte kamera. Jeg bruger nu polaroid, og der har man ikke seks og tredive billeder, så derfor er jeg nødt til at tænke mere over, hvad det er, jeg vil udtrykke, inden jeg trykker på knappen.”

I forbindelse med prisen er arrangeret en udstilling af Robert Franks billeder, Flamingo, som vises i det nye Hasselblad Center i Gøteborg Kunstmuseums underetage. Udstillingen dækker Franks arbejde helt tilbage fra slutningen af fyrrerne - dog med hovedvægten på de senere år - og den omfatter en del billeder, der ikke tidligere har været vist.
Et af billederne på udstillingen - et foto af en kunstig flamingo i en flaske - er typisk for Frank i den forstand, at det balancerer på grænsen mellem at være ingenting og at være et dragende univers, som man næsten ikke kan blive færdig med. Billedet genererer stribevis af spørgsmål, og kigger man længe på det, bliver dets få elementer ved med at træde i forbindelse med hinanden på nye måder - som linierne i et haiku-digt. I denne henseende er billedet et udtryk for de ambitioner, Robert Frank i de senere år har haft om at opnå et maksimum af betydning med et minimum af virkemidler. Eller - som Frank også har formuleret det: Mindre stil og mere ånd, mindre kunst og mere sandhed.

Facts om Robert Frank:
Født i Zürich, Schweiz, 1924. Faren var tysk jøde, moren schweizer. Kom i lære som fotograf under anden verdenskrig. Fik schweizisk statsborgerskab i 1945. Rejste til New York i 1947, fik arbejde hos Harper’s Bazaar, men var ikke interesseret i kommercielt fotografi. Rejste i Sydamerika og Europa og lavede fotografiske essays, der kun kom i private udgaver. Modtog i 1955 et Guggenheim-legat og rejste det følgende år over det meste af USA for at tage billeder til bogen The Americans (med forord af Jack Kerouac). Bogen fik kølig modtagelse, men blev med tiden en klassiker. I 1959 lavede Frank sammen med Alfred Leslie beatfilmen Pull My Daisy med bl.a. Allen Ginsberg og tekst af Kerouac. Han lagde kameraet på hylden omkring 1960 og koncentrerede sig de følgende femten år om film. Blandt hans mere end tyve film er den mest kendte det ikke frigivne Rolling Stones-portræt Cocksucker Blues (1972). I halvfjerdserne tog Frank fotografiet op igen, nu ofte med mere private motiver, og ofte i montager med påskrifter, ridser eller andet. Har bl.a. udgivet bøgerne The Lines of My Hand (1972), Black White and Things (1994) samt den retrospektive Moving Out (1994). Modtog i marts 1997 Hasselbladprisen på 270.000 kroner i Gøteborg.

Information, 15.-16.3.1997.