ELI PONSAING
& KRYSTALLOGRAMMERNE
I sproglig forstand er der en arbitrær, en vilkårlig, sammenhæng mellem form og indhold. Omvendt forholder det sig med fotografien; billedet svarer tilsyneladende til det fotograferede. Selvfølgelig kun tilsyneladende i det der opfattes, fortolkes og udtrykkes med større eller mindre grad af digtning. Alt afhængig af tematik, form, tekstualitet, mætningsgrad, etc. Alt afhængig af den der tager billederne sætter et "nyt sprog" sig igennem, dannelsen af en ny orden, som led i en fotografisk kunst.
En anden afledning af det arbitrære (ikke-)forhold gælder alfabetets udformning. Ikke blot bogstavernes faktuelle form - eller rettere former - men også disse indbyrdes sammensætning. Kunstneren Carl Fredrik Reuterswärd arbejdede en årrække med sit konceptuelle projekt, at skabe former over bogstavernes mellemrum. I stedet for det yderst genkendelige opstod nu helt nye, ganske vilkårlige mellemrum, der i sig selv dannede nye formmæssige betydninger. Susan Sontag, som engang skrev en introduktion til Reuterswärds koncept, kaldt det ganske logisk for "Det usete Alfabet". Kunne man skrive med dette alfabet? Skriver hun mere søgende end retorisk, og fortsætter; Men det ville kræve rum mellem mellem-bogstaverne (mellem-mellem-bogstaver?) // Kunne man, når alt kommer til alt, lave ord ud af mellembogstaver? // Enhver kunstner drømmer om at opfinde noget absolut nyt, ubegrænset, mangfoldigt, som samtidigt er stramt afgrænset, regelbundet. Intet kan være mere ønskværdigt end fusionen af idealerne kendt som "romantisk" og "klassisk". Ingen opdagelse mere lyksalig end dette usete alfabet. // Alle værdifulde opdagelser indenfor kunst bringer os til at ændre eller forny gamle metaforer. Måske er den "indre" verden virkelig en verden af mellemrum.
Reuterswärds konceptuelle "opfindelse" synes umiddelbart langt fra Eli Ponsaings nærmest fysiske krystallogrammer, der ikke plæderer for nogen fornyelse af gamle metaforer. Snarere tværtimod. De kemiske fragtaler er anderledes direkte aflæselige, uden nogen videre betydningsdannelse. Alligevel er der - i lighed med Reuterswärds projekt - en karakter af billedliggørelse af et tilsyneladende arbitrært formsprog. Mellem-bogstaverne er meningsløse, men har fundet en fysisk fremtræden i kraft af de endelige kunstværker (hvad enten det er tegninger, malerier eller skulpturer) og alligevel forekommer de at danne ny betydning. På samme måde er Eli Ponsaings krystallogrammer både meningsløse og manifesterede, ligesom der hele tiden er en bagvedliggende tvivl om, hvor vidt de forskellige billeddannelser i virkeligheden ikke er naturlige aftegninger af stoffers forskelligartede sammensætning. At en hovedpinepille vil have en anden kemisk konfiguration, end benzin, citronsyre, eller hvad der forbindes i denne blanding af grafiske og fotografiske teknikker.
Det er til gengæld ikke vilkårligt, at det netop er Eli Ponsaing, som opdager - eller systematiserer - krystallisationerne. Der er denne lige dele interesse i den videnskabelige (kemiske) dimension og den kunstneriske (også her; lige dele grafiske og fotografiske).
Eli Ponsaing (*1922) er uddannet litograf og blev tidligt interesseret i grafikkens muligheder og kunstneriske udtryk. Således skabte han den første række af originale serigrafier i 1947. I 1968 blev Eli Ponsaing lektor på Kunstakademiet i København og udøvede sit virke på Grafisk Skole under tre professorer; Palle Nielsen, Dan Sterup-Hansen og Vibeke Mencke Nielsen. Debutudstillingen på Kunstindustrimuseet i 1970'erne omhandlede en nedrivningen af Østre gasværk, en fotografisk serie i markant sort/hvid kontrastfuldhed. Eli Ponsaing udstillede herefter på Charlottenborgs forårs- og efterårsudstillinger i 1978, 1981 og 1982, deltog i "Fotokunst" på Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst i 1980, på "Scandinavia Today", U.S.A., 1982, Op gennem 1980'erne talrige udstillinger med sammenslutningen "Den Nordiske" i Den frie udstillingsbygning. Ny Carlsberg Glyptotek, 1986 og deltager i udstillingen "Ædeltryk" på Museet for Fotokunst, 1988, etc. I en lang række af disse projekter har Eli Ponsaing skabt blandformer, hvor det fotografiske har tjent som udgangspunkt for det grafiske, bl.a.. i form af gravurer.
Krystallogrammerne er imidlertid blevet en form for - endelig? - afklaringsproces. En på én gang simpel og mangfoldig kunst. Her er Eli Ponsaing gået ind i selve kernen af sin metier; at billedliggøre de kemiske stoffers reaktioner, han livet igennem har arbejdet med. Hvis ikke det var for hans umiddelbare nysgerrighed og lystbetonethed i projektet, kunne det godt være en idébaseret kunst. Dens simplicitet er enestående og står i skærende kontrast til de ubegrænsede former, samme stoffer aftegner. Og forunderligt nok åbner sig en makrokosmos i dette oprindeligt tænkte mikrokosmos af kemiske fragtaler.
KRYSTALLOGRAMMER - KEMISKE FRAGTALER
Eli Ponsaing
Nu blev jeg bedt om at fortælle historien om enkelte af billedernes fremkomst. Det gør jeg så gerne, fordi billederne er blevet til i et stort engagement, der mærkeligt nok har sin oprindelse i min ungdom. Til et, kan jeg nu se, sværmerisk forhold til til kemien. Jeg havde en næsten sensuel oplevelse af stoffernes forskelligheder og karakterer. I mit lille laboratorium på loftet lavede jeg forsøg, der ofte foregreb kemi-undervisningen i skolen.
Interessen for kemi skaffede mig foruden en syreætset tagrende, en mængde materiale-kendskab, som jeg har kunnet øse af hele livet. Når jeg nu bruger kemien som billedskabende medium, kan jeg mærke mit sinds indføling i stoffernes reaktioner. Jeg synes jeg forstår, at blynitrat kan danne netop dette billede og at askorbinsyre et andet.
Livet igennem har jeg været fascineret af stoffers evne til at organisere sig og udvikle krystaller af stor skønhed. Isblomsternes mangfoldige udtryk og snefnug-rosetternes kombinationer der, som fingeraftryk aldrig gentages, hensætter i dyb undren. Denne undren blev jeg bestyrket i, en dag da jeg i mørkekammeret iagttog en klarfilm, hvorpå der var spildt lidt fremkalder. Ved at sætte filmen i forstørrelsesapparatet kunne jeg forstørre strukturen, og nu udbredte den sig som en verden af træer, blomster og blade.
Denne opdagelse var faktisk virkeliggørelsen af tanker der for tyve år siden gik gennem mit hoved, når jeg fotograferede isblomster: Hvordan vil kemikalier krystallisere under lignende omstændigheder? Den tilfældige opdagelse viste vejen for en metode, som jeg vil kalde plankrystallisation. Ved plankrystallisation får stoffets molekyle-byggesten ikke mulighed for at danne det krystallegeme, der ellers er karakteristisk for netop det pågældende stof. Det virker som om, de ofte meget tynde lag væske stresser processen, tvinger strukturen ud i former der, i lighed med snefnug ikke gentager sig, men er et tema med utallige variationer. Hvad der påvirker struktureringen, kan som nævnt være: Lagtykkelsen; temperatur og luftfugtighed; vind og stillestående luft: underlagets beskaffenhed; urenheder af enhver art - det kan være mikroskopiske støvpartikler; eller "fremmede" kemikalier i opløst tilstand, der i selv stor fortynding kan påvirke processen. Visse kemikalier er bedre billeddannere end andre der "kun" er i stand til at danne ensartede mønstre. Mønstre, der også kan opstå i kombination med avancerede geometriske figurer.
Det er fascinerende at der ud af dette "kaos", som en kemisk opløsning indikerer, ved plankrystallisation kan opstå en sådan "højere orden", - Budskaber der for mig er en inspiration til bearbejdelse. Jeg kan se at mystik, shamanisme, alkymi og okkultisme befinder sig lige om hjørnet. Det er ikke derhen jeg skal. Derimod kan jeg berette om, og vise billederne, der kom ud af et forsøg. Jeg tilberedte en opløsning af et stof, hvis billedudtryk jeg kender meget vel. Det har stramme linier og buer, hvor imellem der forekommer fjer og fuglelignende former. Opløsningen tilsatte jeg en ringe mængde sulfo, der nedsætter vandets overfladespænding og, som jeg forventede, havde det en synlig indvirkning på billeddannelsen. Krystalliseringen blev stresset, - jeg har ikke bedre udtryk - og figurerne antog groteske former. De kendte fjerdannelser blev "forpjuskede" fugle og overalt kom lurende øjne til syne. Jeg fornemmede at opleve en skyggeside af den verden jeg ellers kendte til.
I min kemibog står: "Krystaller er legemer, der begrænses af plane flader, der med hinanden danner bestemte vinkler, som er karakteristiske for krystaller af det pågældende stof." (Steno 1669) Den definition gælder stadig. Man må blot ikke glemme "Das Ding an Sich", tingen i sig selv, som det ikke er muligt at se. Alt opfattes, farvet af erfaring og oplevelsesevne.
Jeg er hverken fysiker, kemiker eller biolog. Jeg er en nysgerrig grafiker og fotograf. Livet igennem har jeg beskæftiget mig med billeder. Jeg kan se når de har udtryk, ligesom jeg véd hvad der gør et billede til et billede. Og her, udkrystalliseret af kaos, har jeg fundet Aladdins Hule. En verden der ligner den vi kender, uden at være det, og dog har dens billeddannelse en emotionel kraft og suggestiv virkning.
Billederne er blevet til på præcis samme måde som når jeg fotograferer i skoven; det er naturen selv, der med min mellemkomst, tegner sig. Filmene overfører jeg til dybtrykplader, hvorfra jeg trykker dem i en kobbertrykpresse. Metoden er en ny form for fotogravure, som jeg selv har udviklet. Jeg har set dem, oplevet dem og viser dem i min bearbejdelse. På grund af deres tilblivelse kalder jeg dem krystallogrammer.
Det har ikke været muligt, at navngive de enkelte billeder. Derimod er de alle markeret med arkivnumre, der er placeret under billedernes venstre hjørne.
