Snapshots af en døende generation

Om den retrospektiv Nan Goldin-udstilling I’ll be Your Mirror på
Whitney Museum of American Art, New York, 1996/1997.

Af Lars Movin

Der er mange veje ind i de etablerede kunstinstitutioner. En af dem er den klassiske model, den målrettede vej via kunstakademiet, hvor man først sikrer sig et kendskab til redskaber, håndværk og historie og siden håber på, at talentet holder til at bære én frem til den endelige kanonisering. En anden rute er den mindre beregnende, hvor den eventuelle berømmelse kommer som en lige så stor overraskelse for kunstneren selv som for omverdenen.
I disse år ses påfaldende mange eksempler på den sidstnævnte model. Subkulturelle kræfter, der har haft deres virke langt fra kunstens centre, suges efter nogen tid op af institutionen, der som en gigantisk svamp synes at kunne rumme snart sagt alt. Og passer indhold, budskab eller sprog ikke til de vedtagne normer, udvides eller omdefineres kunstbegrebet beredvilligt, enten hvis det pågældende fænomen vurderes at udgøre en vigtig ilttilførsel til parnasset, eller efter devisen: if you can’t beat them, join them ...
Den amerikanske fotograf Nan Goldin hører så afgjort til den sidstnævnte kategori. Omend Goldin allerede i midten af firserne skabte sig et navn med sine meget personlige snapshots af elskere, venner og bekendte fra de absolut ikke-etablerede cirkler i Lower East Side (New York) og faktisk viste sit verdensberømte dias-show, The Ballad of Sexual Dependency, på Whitney-biennalen allerede i ‘85, så har hun været kategoriseret som tilhørende den del af undergrunden, der først og fremmest blev hevet frem for at forarge, chokere eller afstive den politiske korrekthed. Hendes billeder af transvestitter, junkier, homoseksuelle og andre outsidere, ofte i anstødeligt intime eller lidet flaterende situationer, har været godt stof. Men som fotograf, eller rettere som kunstner, har hendes renommé været mere tvivlsomt.
Det rådes der bod på dette efterår, hvor Whitney Museum of American Art i New York viser den første samlede præsentation af Goldins virke gennem femogtyve år.
Goldins billeder er først og fremmest blevet opfattet som provokerende og grænseoverskridende med hensyn til, hvad man kan tillade sig at fotografere og vise frem. Dernæst har det været diskuteret, hvad disse private dokumentationer af situationer og mennesker egentlig kom publikum ved. For fotografen og de medvirkende er der ingen tvivl om, at billederne udløser erindringer om skattede øjeblikke, men hvad havde de egentlig at sige andre?

Udstillingen på Whitney viser, at tiden har arbejdet for Goldin. Først og fremmest er den skødesløse og stærkt subjektivt involverede stil, Goldin udfolder sig i, mere accepteret inden for kunstfotografiet i dag, end den var i midten af firserne. Mere vigtigt er det imidlertid, at Goldin ved stædigt og insisterende at blive ved med tiden har opbygget en kontekst for sine egne billeder, således at de enkelte værker knytter an til en helhed, en historie, der er bekendt for en stor del af publikum. Og allervigtigst er det naturligvis, at billederne holder, at de ikke blot lever i kraft af deres friskhed og forførende spontaneitet, men at deres udsagn om relationer mellem mennesker, om værdier, glæde, sorg, smerte, angst og eufori, er substantielle og synes at rumme ikke så lidt alment gods.

Som det fremgår af Nan Goldins filmiske selvportræt, voksede hun op i forskellige forstadskvarterer i det fredelige New England. Hun flyttede hjemmefra som fjorten-årig og begyndte at fotografere som atten-årig i et forsøg på at få kontrol over sit eget liv, efter at hendes ældre søster havde begået selvmord. På det tidspunkt gik hun i gymnasiet i Boston, og en del af de tidligste sort/hvide snapshots af skolekammeraterne, og af drag queens fra Boston-klubben The Other Side, kan ses for første gang i det 492 sider tykke katalog, der er udgivet i forbindelse med Whitney-udstillingen.
I begyndelsen af halvfjerdserne havde Goldin ambitioner som modefotograf og filminstruktør, men da hun i 1978 flyttede til New York og hurtigt blev en del af den manisk aktive klubscene i Lower East Side, var hendes skæbne beseglet. Med stor energi gav hun sig til at dokumentere sin nye vennekreds af farverige New York-typer, ikke som freaks, eller ansigter ophøjet til glamourøse ikoner som hos Warhol, men som mennesker med styrker og svagheder, individuelle træk og mangler, særheder og drømme, drifter og stunder af tvivl eller desperation. Og hun fotograferede dem ikke som en passiv iagttager, men som en selvinvesterende og følelsesmæssigt engageret veninde, kæreste, elskerinde - på bytur, derhjemme, på toilettet, i sengen. “Mine billeder kommer af relationer,” siger hun, “ikke af observationer.”

Med sine væsentligste værker fra perioden lægger Goldin sig i sporet efter den subjektive realisme hos fotografer som Diana Arbus eller Larry Clark, og samtidig bliver hun, som tiden går, sit miljøs kronikør.
En stor del af disse fotos fra firserne er præget af periodens vildskab og (selv)destruktive livsstil, men hen imod slutningen af årtiet indfinder sig en ny faktor på scenen: AIDS. Mange begynder at falde fra, og efter otte måneder på en afvænningsklinik i 1988 begynder Goldin at koncentrere sig om livet ‘efter festen’. Selve det at dokumentere mennesker og livsstil, der forsvinder, får en ny alvor og betydning. Flere af vennerne følger hun ‘til dørs’, for eksempel veninden Cookie Mueller, som hun fotograferer gennem tretten år, indtil hun dør af AIDS.
I begyndelsen af halvfemserne boede Goldin et par år i Berlin, og siden har hun blandt andet rejst i Asien, hvor hun har dyrket sin seneste passion for tomme rum og landskaber, motiver, der vidner om en nyvunden interesse for livet og lyset hos den 43-årige fotograf.
Også de seneste billeder vokser ved sammenstillingen med hele det øvrige katalog, og i det hele taget er den dominerende fornemmelse ved udstillingen, at helheden er større end summen af de enkelte dele. Det er først og fremmest livet, der er brændstof i Goldins billeder, og dén investering betaler sig nu tilbage i form af et bemærkelsesværdigt oeuvre af meget levende billeder.

Information, 9.-10.11.1996.