Andre folks børn ...

Den amerikanske fotograf Larry Clark er debuteret som filminstruktør med den stærkt omdiskuterede Kids, en konfronterede og realistisk sag om teenagere i New York og deres forhold til sex,
stoffer og AIDS. Amoralsk svineri eller The Great American Teenage Movie.

Af Lars Movin

Med mellemrum hører man i de amerikanske medier om såkaldte ‘killer teens’, unge, der har slået deres forældre eller andre familiemedlemmer ihjel. Et typisk eksempel, der ikke lader noget tilbage at ønske i forhold til tidens bloddryppende splatterfilm, er historien om den unge fyr, der for et par somre siden dræbte sine forældre og var i færd med at stege dem på havegrillen, da søsteren kom hjem fra skole. I perioder kommer historierne nærmest i stimer. Det kan næsten virke, som om unge, der var ved at krakelere under vægten fra den voksende generationskløft, de fraværende fædre, eller hvad der nu er årsagen til de dysfunktionelle familier, inspirerede hinanden til groteske konkurrencer om, hvem der kan aflive familien på den mest hårrejsende opfindsomme måde.

Det var sådan en bølge, der for et par år siden inspirerede fotografen Larry Clark til realisere en gammel drøm om at omsætte de motiver og temaer, som han siden starten af halvfjerdserne havde fastholdt i en stribe kontroversielle fotobøger, til sin første spillefilm. Og da han i samme periode i miljøet omkring Washington Square i New York rendte ind den unge og ukendte Harmony Korine, der som nitten-årig - mens han stadig gik i gymnasiet - havde skrevet et helt usædvanligt manuskript om amerikanske storbyteenagere, blev idéen til filmen Kids født.

Kids blev første gang vist på Robert Redfords Sundance Film Festival i Utah i januar 1995, og selv om den blev særdeles vel modtaget i filmkredse, begyndte den allerede derfra at sende chokbølger ud i det amerikanske samfund. Senere på foråret blev den kørt på Cannes festivalen ved et par komplet udsolgte og meget omtalte visninger. Og i løbet af sommeren kom den op i biograferne i USA, hvor den med det samme udløste haglbyger af rasende læserbreve og nogle af de mest bekymrede miner hos forældre til teenagebørn, siden rock’n’roll blev opfundet.

Kids følger en gruppe rastløse og retningsløse teenagere gennem et varmt døgn i New York. Hovedpersonerne taler om sex, dyrker sex, hænger ud hos hinanden eller på gaden, ryger joints, drikker sprut i stride strømme, gatecrasher en svømmehal, dyrker mere sex, smadrer en neger på Washington Square, tager flere stoffer, går på diskotek, havner ved en animeret privatfest, dyrker endnu mere sex, falder i søvn i badekarret, vågner og starter forfra. Der er ikke tale om egentlige gadebørn, men om forsømte og rådvilde mini-slackers på kollisionskurs med et samfund, der lige akkurat levner dem plads nok til at gå til grunde, men som ikke er stort nok til at tage sig af dem.

Filmen tegner et portræt af et miljø og en tid, hvor børn alt for tidligt bliver overladt til sig selv og et liv på gaden. Her har de kun hinandens tvivlsomme selskab at støtte sig til i en hverdag, hvor jagten på stimulanser og kicks så rigeligt overskygger mulighederne for at få erfaringer, der kunne føre til en mere perspektivrig fremtid. Det eneste, der tæller, er ens status i kliken, hvor jargonen er rå og omgangsformen tilsyneladende kammeratlig, men i bund og grund baseret på en viden om, at alle tandhjul i kredsløbet er udskiftelige, og vil blive udskiftet - når alt kommer til alt, stikker loyaliteten ikke dybere, end at en ven i knibe er en forhenværende ven. Når en udenforstående skal have bank, kan man godt være med i koret, hvis man ikke risikerer noget, men hvis man samme aften er trængende, kan man også godt voldtage sin vens HIV-smittede kæreste, når hun nu alligevel er bevidstløs af druk og piller. Jeg mener, hvad har man venner til...?
Det er en morale som denne, der gør Kids til et uskønt og på mange måder frastødende møde med et miljø og en aldersgruppe, som aldrig tidligere på film har været skildret i netop dét lys.


Selv om der er tale om et decideret gruppeportræt, kan man godt tillade sig at sige, at filmens hovedpersoner er parret Telly og Jennie. Også selv om de to aldrig når at mødes i løbet af historiens hæsblæsende døgn. Telly (Leo Fitzpatrick) er en irriterende og ranglet Fedtmule-Don Juan, der har specialiseret sig i at deflorere mindreårige. Han er den store forfører på femten-seksten år, der har succes hos de tretten-årige, netop fordi de purunge piger endnu ikke har paraderne oppe for hjerteløse score-trivialiteter.
Hans måske-kæreste er den skrøbelige Jennie (Chloe Sevigny), en charmerende og stilfærdig hvid pige, der - som de fleste piger i kredsen - har svært ved at leve op til tonen blandt de hjerneblæste minimacho-gadedrenge. Chloe Sevigny blev ‘fundet’ på gaden i New York, tre dage før optagelserne skulle starte, og det siger noget om filmens status i USA, at hendes hvalpede ansigt og hjemmeklippede røde bøllehatfrisure pryder forsiden af august-nummeret af magasinet Interview.
Jennie, der kun har været i seng med Telly, får tidligt i historien at vide, at hun er HIV-smittet. Og i resten af filmen opbygges en suspense omkring hendes jagt gennem byen i et desperat forsøg på at overbringe nyheden til Telly, mens publikum sideløbende følger fjolsets held med endnu to mindreårige jomfruer, som han fylder med skidesnak og tvivlsomme kropsvæsker.

Omtrent lige så vigtig som selve handlingen er filmens tone og sprog, der for de fleste forældre gør Kids til et chokerende indblik i, hvad deres store børn går rundt og foretager sig, og hvordan de taler, når de er uden for hørevidde. Den amerikanske offentlighed har mildt sagt ikke fundet det opløftende at se unge mennesker, hvoraf flere bogstavelig talt endnu ikke har hår på kroppen, hænge ud på gaderne, drikke øl ud af store flasker kun nødtørftigt skjult af brune papirsposer, tale indsigtsfuldt om sex i meget direkte vendinger samt tilstå over for deres AIDS-rådgiver, at de har haft analsex med seks-otte forskellige mænd, flere gange uden kondom.
Man kan nogenlunde danne sig et billede af niveauet, hvis man kan forestille sig en smuk, chokoladebrun, femten-årig pige uden antydning af blusel fortælle sine veninder om dengang, hun mistede sin jomfrudom, og fyren bare begyndte at synge “Sunday, bloody Sunday...”, da han så resultatet.

Det er hård kost, og Kids har ganske enkelt været for meget for et politisk korrekt og nypuritansk USA, hvor emsige forældreorganisationer sætter advarende mærkater på rock-cd’er med ‘explicit language’.
Kort efter at have set filmen læste jeg et læserbrev i San Francisco Chronicle, hvor en bekymret far delte sine sorger med læserne. Han havde opdaget, at hans voksne dreng hørte en rocksang, hvori ordet ‘penis’ forekom. Resolut havde han tvunget drengen igennem et kursus i den mere uskyldige tresserrock, hvor ‘den slags svineri ikke var nødvendigt’. Problemet var bare, at drengen syntes, at Hendrix lød som karaoke.

Spørgsmålet er imidlertid, om handlingen og det forargelige sprog i dén grad havde fået Amerika op af lænestolene, hvis filmen var kommet fra Hollywood og havde haft ‘rigtige’ skuespillere i rollerne - hvilket ifølge sagens natur er en meget hypotetisk tanke. Som det er nu, ligger en stor del af effekten i den rå, dokumentaragtige stil og de utrænede aktørers troværdige præstationer. Der er ingen formildende glamour, intet vaseline på linsen - kun noget, der ligner autentiske optagelser fra New Yorks gader. Tag bare åbningen, en lang scene, hvor Telly forfører sit første offer, en fjorten-årig pige. Kameraet holdes fast på de to i noget, der føles som en evighed, mens de smasker løs i våde tungekys. Det lyder, som var det to blæksprutter, der kæmpede inde i deres vidtåbne munde. Som filmkys betragtet sætter det ganske enkelt ny standard.
Forståeligt nok er det ikke mindst denne autenticitet, der skaber problemer, fordi publikum har svært ved at skelne filmen fra virkeligheden.

Når man ser på instruktøren Larry Clarks fortid, er der måske endnu mindre at sige til, at mange har troet, at Kids faktisk var en dokumentarfilm. Den nu 52-årige Clark debuterede i 1971 med fotobogen Tulsa, en rå og ublufærdig dokumentation af livet blandt hans omgangskreds af junkier, kriminelle og andre outcasts i Tulsa, Oklahoma. Bogens stil var blandt andet inspireret af Andy Warhols film, især Chelsea Girls, mens Clarks bog efter sigende var ‘too reel’ for Warhol. Billederne i Tulsa er taget i perioderne 1962-63, sommeren 1968 samt 1971, og med bogen, der i dag har absolut kultstatus, vandt Clark et renommé som undergrundskunstner op gennem halvfjerdserne og firserne. En position, der blot blev forstærket, da han i 1983 udgav fotobogen Teenage Lust med meget nærgående billeder af store børns seksualitet.

Det er filminstruktøren Gus Van Sant, der har produceret Kids, og i en samtale mellem Van Sant og Clark i juli-nummeret af Interview fremgår det, at scener i Van Sants film Drugstore Cowboy (1989) er inspireret af Clarks fotobøger. Det fremgår også, at Larry Clarks bøger har været inspirationskilde for film som Martin Scorseses Taxi Driver (1976) og Francis Ford Coppolas Motorcykeldrengen (1983). Selv om Clark ikke er udelt begejstret for Van Sants film, tøver Van Sant ikke med at kalde Kids en af de bedste film, der nogensinde er lavet.

Det er i øvrigt fotografen fra flere af Gus Van Sants film, Eric Edwards, der står for de tilstræbt kaotiske, grimme og underbelyste billeder i Kids. Og ikke overraskende hævder Clark blandt andet at være inspireret af John Cassavetes’ Mordet på en kinesisk bookmaker (1976). Faktisk minder Kids om en blanding af et hidtil ukendt ungdomsværk af Cassavetes kørt på dobbelt hastighed og en yngre version af Richard Linklaters Slacker (1990) renset for humor og forsonende elementer.

Kids er en film, man ikke kan have en éntydig mening om, med mindre man ønsker at hyle med i det fundamentalistiske amerikanske kor. Det er svært at se filmen uden at komme til at tænke på, hvor blodfattige og kunstige andre film om og med teenagere som regel virker. Men omvendt er der også aspekter ved Kids, der er dybt anfægtende. Spørgsmålet er, hvor langt man kan gå i sin søgen efter en sand fremstilling af virkeligheden, når emnet er så sårbart som teenagere og seksualitet. En del kritikere er naturligvis bange for, at filmens hovedpersoner skal komme til at fungere som rollemodeller for andre unge, selv om man skal være mere end almindeligt tykpandet for at overse, at Kids først og fremmest er en moralsk film med en usædvanlig flair for at lade de unges præmisser være styrende.
Kids distribueres pudsigt nok af det Disney-ejede Miramax, der nomalt ikke har berøringsangst over for kontroversielle film, men som til lejligheden alligevel har følt det nødvendigt at oprettet datterselskabet Excalibur. I skrivende stund har filmen endnu ikke fundet en dansk distributør, men bare rolig - det er en af den slags film, der nok skal komme hertil på den ene eller den anden måde. Det er en film, der vil ses.

Øjeblikket, #25, vinter 1995.