KUNSTEN AT SKILDRE KROPPEN

Af Lars Schwander

Det nøgne legeme har til stadighed fascineret fotografer, der ved hjælp af apparatur, optik og kemi har kunnet fastholde en uhørt præcis afbildning af mennesket. Op gennem 1800-tallet voldte det dog svære kvaler i et tabubelagt krydsfelt af idealisering og konkretisering af den erotiserede krop. Gennem de seneste 100 år har ikke blot fotografien forandret sig, men også blikket på legemet selv. Fra den maleriske posering kort før århundredeskiftet til vor tids mere udfordrende (selv-)ransagelser.

"Vi maa ogsaa, idet vi omtale Genrebillederne, sige et Par Ord om hine væmmelige Billeder, der med en gyselig Troskab gjengive de fysiske og moralske Hæsligheder hos dem, som for Penge lade sig bruge som Modeller til slige Fremstillinger. Gjengivelsen af det menneskelige Legeme ved Maler- eller Billedhuggerkunsten er visselig et af disse kunsters mest ophøiede Formaal, men vel at mærke, kun naar Fremstillingen af den legemelige og aandelige Skjønhed derved tilstræbes i den størst mulige Idealitet. Hvem er ikke hensunken i Beundring ved at skue Raphaels og Michel Angelos Værker, eller hvem har nogensinde følt urene Tanker opstaae hos sig ved Betragtningen af hine herlige antike Statuer!"
Ordene skyldes den franske fotograf André Adolphe-Eugène Disdéri (1819-1889), som med L’Art de la Photographie, Grundtræk til Fotografiens Æsthetik, plæderede stærkt mod fotograferede aktstudier. Problemet var naturligvis opfindelsens uovertrufne skildring af virkeligheden. Borte var tilsyneladende enhver idealisering; man stod, dér i første halvdel af 1800-tallet, ansigt til den menneskelige skikkelse, som den så ud. På godt og ondt. Og selv om Disdéris - langt mere kunstneriske - kollega Nadar (1820-1910), parallelt med Eugène Delacroix (1798-1863), havde taget billeder af afklædte kvinder, var der ingen formidlende omstændigheder for dette uvæsen: "Men hvorledes skal nu Fotografen nogensinde kunne opnaae at faa et virkeligt skjønt Billede, naar Kvinder, hvis Rygte neppe engang kan kaldes tvivlsomt, staae som Model til en Venus? Selv om han blandt den visne Slægt, der befolker vore Byer, virkelig kunde finde en Model, som forenede alle Betingelser for det virkelig kunstnerisk plastiske Skjønne, mon han da hos en saadan ogsaa vilde finde hiin rene, kydske, Formerne forædlende Skjønhed?"

Fotografien, der oprindelig var en teknisk opfindelse, hentede allerede fra første færd hovedparten af den motiviske inspirationen fra den herskende kunstsmag. Relativt ukritisk blev genrekonventionerne kopieret så godt det kunne lade sig gøre. Inklusive aktstudierne. Kunstnerne var dog ikke begejstret over fotografiens nye muligheder for gengivelse af det nøgne legeme. For med opfindelsens præsentation 1839, faldt tidspunktet nogenlunde sammen med akademiernes ret til brug af nøgenmodeller til croquis-tegning. Således også herhjemme med C.W. Eckersbergs (1783-1853) hårdt tilkæmpede ret. Med fotografien fik man ikke blot en troværdig lighed, der i sin substans ikke kunne lyve. Karen Blixen hævdede korrekt i bogen Daguerreotypier: "... Men Fotografiet mødte Menneskenes Beklagelser med en standhaftig Forsikring om sin Redelighed: Saaledes ser I ud!"

Aktstudiernes direkthed stødte naturligvis datidens moral. Seksualiteten var i forvejen tabubelagt og udstillingen af virkelige nøgne legemer gjorde blot ondt værre. Billederne blev da også distribueret i lukkede kredse, og helt op i indeværende århundrede forhandlet "under" diskene.
For en lang række fotografer gjaldt det: Dels at anonymisere sig selv, såvel som model, således at en eventuelt opsporing blev vanskeliggjort; dels at skabe så naturlige scenerier som overhovedet muligt. Der skabtes genrebilleder, hvor kvinder gjorde toilette, stod model for kunstnere, eller placeredes i naturen. Tableauerne fremstod som en rekonstruktion af virkeligheden. Såkaldte realistiske studier, der formentlig først og fremmest havde formet sig i fotografens fatasmatik.

Der var ingen grænser for opfindsomheden, selv den victorianske prærafaelittiske stil blev en markant genre indenfor fotografien. Afklædte mænd, kvinder og børn som integreret del af et betydeligt skuespil, der blandt andet skulle legitimere det forbudte. At der under disse vilkår blev skabt prægtige værker, kan der ikke herske tvivl om; den mest betydende af prærafaelitterne, Julia Margaret Cameron (1815-1879), er et standende navn i kunsthistorien. Men selv de anonyme orange-tintede albumintryk, bl.a. af unge engleagtige piger der sammen læser i en bog, fremstår nu som smukke billeder.
Den tyske fotograf Baron Wilhelm von Gloeden (1856-1931) skabte storladne pictorialistiske billeder med en motivverden, der trak på den græske og bibelske mytologi. Han begyndte for alvor at fotografere efter at være flyttet til Sicilien og høstede over hele Europa betydelig anerkendelse ved sine tableauer af unge nøgne mænd. Et værk bestående af drømmende, idylliserede drenge i alskens ideale - antikke - situationer. Han formåede at blive mandefotografen per excellence med billeder, der i dag rangerer mellem homo- og pædofili. Først med nazisternes destruktion af von Gloedens negativer i 1939 blev der skredet ind mod værkets obskønitet. Billedernes ganske retmæssige indplacering i samtidskunsten skånede for altid fotografen selv.

Flere søgte før og omkring århundredeskiftet til Middelhavet. Både de homo- og heteroseksuelle udøvere vidste, at man på Sicilien og i de arabiske lande kunne finde kvinder og mænd, der var villige til at posere nøgne. Måske mere konsekvent end blandt central- og nordeuropæiske prostituerede, artister og skuespillerinder. Disdéris tungetale opsummerede problematikken: "Det herved foraarsagede Indtryk kan imidlertid netop blive utaaleligt, naar man seer, hvorledes et Ansigt, i hvilket Hverdagslivets prosaiske Lidenskaber have præget deres Stempel, gjør sig Umage for i sine skamløse Træk at hykle Kydskhed, eller med sin Mangel paa Tro at fremgjøgle Hengivelse i Troen."
Trods de kolossale moralske problemer og distributionsmæssige vanskeligheder overlevede genren ikke blot 1800- og 1900-tallet, men fremstår tillige som én af fotografiens mest vitale genrer. Rækken af modernistiske oprør op gennem århundredet forsynede de basalt set ensartede kroppe med nye former, med nye sensibiliteter. Fra rene formstudier over dyrkningen af det naturlige til dagens grænseløse udfordringer og (selv-)ransagelser.

Aktstudierne, som genre, deklareres ofte gammeldags og virkningsløs (i seksuel henseende). Eksempelvis i forhold til frisindets fremadskriden; nøgenhedens naturliggørelse, pornoens liberalisering, videoens indtog i mediebilledet, etc. På forunderlig vis overlever fotografiens afbildninger af det nøgne legeme. Tiden afspejles naturligvis, og arbejder generelt for disse billeder, der ældes med værdighed. Fotografiens iboende nærvær har indprentet sig i kopierne, som de gør det den dag i dag. Måske tydeligere her end i andre genrer, grundet det følelsesbetonede, intime, ved udøvelsen af nøgenfotografien. Som symbiosen af Mimesis og Eros fungerer aktstudierne, dengang som nu, i form af en ublufærdighedens kunstart. Den påkalder sig det tabubelagte i sin skildring af rigtige kroppe, virkelig hud, hår og blikke. Dog er det umuligt at betragte nøgenbilleder under ét hele, dertil er kvaliteten alt for svingende; spændende fra kunst til ren spekulation.
Kunst, skønhed og seksualitet har ofte været integrerede elementer. Læren om kunstens væsen, dens love, æstetikken, er netop videnskaben om det skønne. Samtidig har skønhed og det harmoniske til alle tider søgt inspiration i kroppens hele eller delvise nøgenhed - og dermed også forholdt sig til enhver tids gældende opfattelse af det erotiske.
Moralen har ændret sig radikalt og vi er i dag tilvænnet det nøgne look, nærmest i form af en naturalisering; det sørgede blandt andet nudisterne for. De rene aktstudiers erotiserede effekt svinder generelt med årene. Alligevel er kønnets nøgenhed stadig præget af pirring og lyst. Det hemmelige er nok forsvundet og det tabubelagte har fået en langt mindre indflydelse. Men aktstudiernes aura er, uanset hvor naturligt de fremstår, alligevel bestandigt præget af spillet mellem voyeurisme (og exhibitionisme) i en slags billedmæssig stilisering af skiftende tiders seksualitet.

Lars Schwander