New York på Nordsjælland

Om udstillingen Mistaken Identities,
Louisiana, Humlebæk, 17. september til 14. november 1993.

Af Lars Movin

At besøge Louisianas sydfløj i dette tidlige efterår er som at træde ind i et lille hjørne af New York, der som et missil er slået ned få meter fra Baselitz’ omvendte vildskab midt i den nordsjællandske idyl. Man kommer direkte fra den permanente samling, hvor det oftest - men ikke altid - er den mere fredsommelige kunst, der møder blikket, ind i et rum, der stritter af energi og spændinger, og hvor væggene snarere end blot at være der til øjets lyst springer ud i hovedet på tilskueren med aggressive budskaber og street wise graffiti-kommentarer.
Udstillingen Mistaken Identities er en vandreudstilling undfanget på University Art Museum, University of California, Santa Barbara, og siden vist to steder i Tyskland og et enkelt sted i Østrig. Det er - i forhold til mange af Louisianas andre satsninger - en mindre og behageligt overskuelig udstilling, der især glimrer ved sin stramme linie, gode disposition og aktualitet.

Grundtonen slås allerede an med det første punch, der rammer synet, nemlig en stor sort/hvid fotostat, hvorfra fem unge sorte mænd stirrer på én med den slags selvbevidste blikke, der signalerer, at man har bevæget sig ind i den forkerte bydel, ind på nogens territorium. Hos den hvide tilskuer sætter angstens, eller i det mindste usikkerhedens, mekanismer straks i gang. Nu er det jo bare et billede, men man ved med sig selv, at havde det været virkelighed, så havde man været på vagt. Fornemmelsen af at man står over for repræsentanter for en gruppe med kulturel selvbevidsthed, aggressive følelser og territorial bevidsthed forstærkes af billedets påklisterede udklip af bl.a. mediebilleder af Rodney King, statements som “I said, you don’t know me at all” og den store graffiti-skrift henover hele billedet, der også er værkets titel: “What you lookn at”.

Nu kan man sige, at det i sig selv er tankevækkende, at nogle af samfundets minoritetsgrupper overhovedet føler behov for at påkræve sig retten til territorier. Når det forholder sig sådan, må det jo skyldes, at der er nogle andre, der gennem deres adfærd signalerer, at det er dem, der ejer jorden og samfundet. Det er nu ikke dette spørgsmål, der i første omgang er emnet for billedet, men snarere spørgsmålet om, hvordan vi ved første møde lynhurtigt tildeler hinanden en identitet, der er hentet ud af et register af stereotyper, og som udløses af forskellige følelser som frygt, usikkerhed, sympati, beundring, kærlighed, seksuel tiltrækning, misundelse, eller hvad det nu er - alt andet end konkret viden om de mennesker, vi hæfter identiteten på. Og det siger sig selv, at vi ofte tager fejl.
Ved nærmere eftersyn ser de fem unge ret tilforladelige ud. Deres attituder er måske ikke direkte imødekommende, snarere afventende og forbeholdne, og i hvert fald ikke hverken truende eller uvenlige. I tøjstil og frisurer er de indbyrdes meget forskellige, og jo mere man kigger på billedet, der egentlig er skabt til at hænge i et galleri-vindue ud mod gaden, således at det glider ind i byrummet, des mere opløser gruppen sig i individer med hver deres identitet.

Og her berører kunstneren Pat Ward Williams et anliggende, der også er hele udstillingens tema. I dagens multi-kulturelle samfund opretholder vi bl.a. undertrykkelsen af etniske, racemæssige og seksuelle minoritetsgrupper i kraft af den identitet, der tildeles den enkelte af samfundet i det offentlige rum. Og det er problemerne omkring identitet, og hvordan disse behandles i samtidskunsten, som Mistaken Identities tager op og betragter gennem de seksten bidragyderes vidt forskellige filtre og æstetikker.
Hvad er identitet overhovedet for en størrelse? Er det noget indre, eller er det - som det udtrykkes på Glenn Ligons tekstmaleri “Baldwin #4”, hvor et James Baldwin-citat står frem i relief med sorte bogstaver på en sort baggrund: “Identitet er som den klædning, man dækker selvets nøgenhed med (...)”? Hvordan bestemmer vi andres identitet? Hvordan bestemmer samfundet forskellige individers identitet? Og hvad har det af konsekvenser for den enkeltes dannelse og oplevelse af sin egen identitet?

Af de seksten repræsenterede kunstnere bor de fleste i USA, hvor de tilhører afro-amerikanske, asiatiske, indianske eller mexicanske mindretal. De fleste er i fyrrerne eller yngre, og to tredjedele er kvinder. Materialemæssigt er der tale om assemblager og installationer med fotos og video som foretrukne medier. Og de valgte værker er ydermere tidstypiske med deres gennemgående hang til det iscenesatte fotografi, og til sammenblandinger af billede og tekst: statements, graffiti, bogsider, håndskrevne dagbogsblade eller notater, der på forskellige måder væver sig ind i billedets æstetiske og betydningsmæssige strukturer.
Flere af kunstnerne tilhører tidens toneangivende ‘politiske’ kunstnere i USA, eksempelvis Adrian Piper, Marlon Riggs, Martha Rosler og ikke mindst Barbara Kruger, hvis “Untitled (You thrive on mistaken identity)” fungerer som en slags emblem for udstillingen. Ligesom Pat Ward Williams arbejder Kruger gerne i det offentlige rum, hvor hun med sine slogans og reklameinspirerede æstetik går i dialog med omgivelserne og spiller på tvivlen omkring afsenderens identitet og motiver.

“Untitled (You thrive on mistaken identity)” er et foto af en uidentificerbar skikkelse bag en grov, matteret glasrude, hvorpå teksten i titlens parantes er trykt i tre bjælker. Den midterste - med ordet ‘mistaken’ - er lagt hen over skikkelsens øjne, som når man i aviser forsøger at skjule den fotograferedes identitet. Billedet af mennesket bag en matteret rude bringer mindelser om individets færden i offentlige kontorer eller lignende, og værket signalerer, at den identitet, som den enkelte påføres af det offentlige netop er ‘mistaken’, forkert.

Begrebet identitet er en af den slags størrelser, som vi stort set kun tænker over, når vi har problemer med den. Ellers er den der bare, som en samlende betegnelse for det, der gør os unikke i forhold til omgivelserne, og som det filter hvorigennem vi oplever verden. Problemer med identiteten fremkaldes ofte i mødet med det ‘fremmede’, med ‘andetheden’. I vores del af verden har flygtningeproblematikken som noget relativt nyt fremkaldt diskussioner i samfundet om vores ‘kulturelle identitet’. Indtil for nogle år siden havde identitetsproblemer især at gøre med social status, kønsroller, familie- eller arbejdsforhold. Men selv om dette altså nu er ved at ændre sig generelt i Europa, er der stadig stor afstand til forholdene i USA, hvilket udstillingen er en glimrende illustration af.

I de senere år er man blevet opmærksom på det problematiske i at forholde sig til det amerikanske samfund som en smeltedigel af kulturer, som om de mange forskellige racer og etniske grupper i samfundet i en fortsat proces smeltede sammen til en slags hybrid, en særlig amerikansk identitet. Snarere er man begyndt at tale om det multi-kulturelle samfund, hvor en lang række grupper lever side om side, nærmest som stammer, der med større eller mindre succes fungerer i et overordnet samfundssystem, samtidig med at hver gruppe opretholder sine egne kulturelle værdier og udtryksformer.
Den mexicanske kunstner Guillermo Gómez-Pena, der bidrager til udstillingen med videoen “Border Brujo (Shaman)” udtrykker det således i kuratoren Abigail Solomon-Godeaus lange og glimrende katalogtekst: “I de sidste fem og tyve år har indvandrere (fra den tredje verden) forandret Vesten, næsten så meget, at Vesten ikke mere er Vesten. Asien og Latinamerika lever i Vesten på samme måde som Nordafrika lever i Europa. Et uvejr har splittet alle racemæssige, økonomiske og kulturelle parametre. USA er ikke mere en arving til vesteuropæisk kultur. I stedet er det et mærkeligt laboratorium, hvor alle racer og kontinenter eksperimenterer med identiteten, og forsøger at finde en ny model for samliv. Under denne proces bliver der skabt mange interessante former for hybrid intensitet og hybrid kunst.”
Dette samfund er imidlertid også præget af store interne spændinger, der først og fremmest er forårsaget af, at majoriteten af grupper i større eller mindre grad er undertrykt af en enkelt gruppe, nemlig den hvide mandlige middelklasses værdier og interesser. Et normsæt, der ikke mindst cementeres kontinuerligt og viderebringes af medierne, men som også på mange forskellige måder påføres det enkelte individ via et kompliceret net af socialiseringsmekanismer. Resultatet er stadig mere hadefulde konflikter, der en gang imellem eksploderer i vold - som i Rodney King-sagen - og en lang række mere usynlige problemer i form af sociale skævheder, mindreværdsfølelser, usynliggørelse af minoritetskulturer, udgrænsninger af individer der har særligt vanskeligt ved at tilpasse sig, og altså identitetsproblemer.

Bevæger man sig videre fra udstillingens første rum med Pat Ward Williams’ fotostat og Barbara Krugers plakat, holder den fornemmelsen af at være havnet på Manhattan, som jeg beskrev indledningsvis. Selv om Mistaken Identities efter sigende er sammensat med henblik på at præsentere et amerikansk problemkompleks for et europæisk publikum, minder den meget om en type udstilling, som har været fremherskende i New York i halvfemserne - politiske temaudstillinger, under political correctness-fænomenets strenge rettesnore, om spørgsmål som racemæssige og etniske konflikter, AIDS, død, vold, hjemløse, seksuelle minoriteter, feministiske mærkesager, you name it.

I starten af 1993 viste The New Museum of Contemporary Art udstillingen In Transit, der også kredsede om identitetsdannelsen i det multi-kulturelle storbysamfund. Og i 1991-92 kunne man samme sted se udstillingen The Interrupted Life (om vold og død), samtidig med at The Alternative Museum på den anden side af gaden viste Artists With Conscience og Museum of Modern Art havde samlet syv store installationer under overskriften Dislocations.
Når disse ting nævnes, er det for at illustrere, at den gængse opfattelse af at kunst ikke bør eller skal være politisk i den forstand, at kunstnere på en meget direkte måde er forpligtet til at forholde sig til deres samtids væsentligste konflikter, i USA trues af sammenbrud, fordi den kolliderer med fornemmelsen af, at det bliver stadig sværere at lukke af for den konkrete virkelighed. Dels fordi vi konstant konfronteres med den i medierne; dels fordi verdens konflikter i de senere år er tilspidset i en sådan grad, at det bliver stadig sværere blot at fortsætte uanfægtet med sine egne små cirkler, når verden omkring én står i flammer.
Selv om vi nærmer os en lignende tilstand herhjemme, er det svært at befri sig fra følelsen af, at de konkrete temaer, der behandles i Mistaken Identities, kan forekomme sært uvirkelige set fra Humlebæk. Under alle omstændigheder vil perspektivet, under hvilket publikum i Danmark vil opleve en udstilling som denne, være væsentligt forskelligt fra den sammenhæng, de enkelte værker er blevet til i. Det har som konsekvens, at værkerne her i langt højere grad vil blive oplevet som kunst, æstetiske udtryk, hvor de i USA ikke vil kunne opleves løsrevet fra de budskaber, der i de fleste af værkerne er bygget ind som konkrete, skriftlige statements.
At de fleste af værkerne klarer turen over Atlanten og ikke taber i intensitet og relevans siger derfor noget om udstillingens kvalitet.

En af installationerne på MOMA’s omtalte udstilling Dislocations var Adrian Pipers videoinstallation “What it’s like, what it is”, der bestod af fire monitorer, som vendte mod hvert sit verdenshjørne. Monitorerne var placeret i midten af et hvidt, amfiteater-lignende rum, hvor tilskuerne kunne sætte sig på store trappetrin, der var bygget op af væggen. Øverst på væggene, hele vejen rundt, var der placeret spejle. På monitorerne kunne ses ansigtet af en sort mand, forfra, bagfra og fra siderne, og mens han langsomt drejede rundt, gentog han: “I’m not stupid, I’m not dirty...”, etc.
På Mistaken Identities arbejder Adrian Piper i videoinstallationen “Cornered” videre med dette opgør med omverdenens brændemærkning af de sortes identitet som summen af en håndfuld klichéer og stereotyper. Installationen er et rum, hvori der er opstillet en monitor på en bord, der står på højkant - nærmest som en barrikade. På hver sin side af monitoren hænger to billeder, henholdsvis af en sort mand og en sort kvinde, og billederne bærer påskriften: “Why guess? We’re willing to explain.” Ved siden af billederne ses to dåbsattester, der begge viser sig at tilhøre kunstnerens far. På den ene er han registreret som hvid, og på den anden som sort, og det er netop de identitetsmæssige problemer, der er forbundet med at være mulat - altså midt mellem to racer og kulturer - som optager Piper.

På videomonitoren træder Piper selv frem som en nobel middelklassekvinde iført blå bluse og hvid perlekæde. Ved nærmere eftersyn sidder hun imidlertid ukomfortabelt helt inde i en krog, og hendes monolog er alt andet end en udglattende middelklasse-diskurs. “I’m black!”, starter hun, og efter en pause, hvor man får tid til at forvente, at hun nu vil fortsætte med at fortælle om sine problemer, går hun i kødet på tilskueren med en svada, hvis pointe er, at racisme er de hvides problem. Har du et problem med sorte? Så er det dig, der har noget at arbejde med!
Samme pointe finder man i fotoserien “The Blues” af den iransk-fødte Mitra Tabrizian og englænderen Andy Golding, der begge er bosat i London, og som er nogle af udstillingens eneste ikke-amerikanske kunstnere. Ud af en længere serie ses på Louisiana seks billeder, ophængt i friser á tre billeder på to modstående vægge, alle blåtonede, og alle opbygget af en overskrift, en supplerende tekst i nederste højre hjørne samt et motiv, der på en eller anden måde forholder sig til det grundlæggende tema: at sorte og hvide iagttager hinanden som fremmede fra hver sin side af en psykisk barriere, der på billederne har taget ydre form af en rude, et spejl, et skrivebord, eller andet. På billedet med overskriften “Double Edge” ses en sort og en hvid mand med ryggen til hinanden på hver sin side af en dør. Vi kan se dem begge, men de kan ikke se hinanden. Den sorte holder et brev i hånden med teksten: “Dit problem er, at du forsøger at være to steder på én gang.”
Det overraskende er, at “The Blues” er skabt af to ikke-sorte kunstnere, og af katalogteksten fremgår det, at når Tabrizian og Golding bliver angrebet for at befamle de sorte, svarer de, at “racisme er et problem for hvide mennesker.”
Ellers er det klart de sorte kunstnere, der er de mest direkte og aggressive i kritikken af de identitetsmæssige problemer, der er forbundet med at leve som sort i et hvidt domineret samfund, ‘at være to steder på én gang.’

Carrie Mae Weems benytter sig i serien “Four Woman” af samme strategi, som kendes fra Cindy Shermans iscenesatte fotografier. På fire forskellige selvportrætter agerer hun fire forskellige figurer, der hver især er en kritik af de stereotyper, som racismen og sexismen trækker ned over hovedet på sorte kvinder. Hun er Black Panther med knyttet næve i en sort handske, traditionalist med håret samlet i en turban, sort kvinde orienteret mod den hvide middelklasse, og afro-kliché med leopard-BH og påklistrede ballon-læber.
På samme væg hænger et andet af Weems’ værker, der har form af en vittighed. På et skilt står: “What are the three things you can’t give a black person?” Ved siden af peger en pil på et mindre skilt med påskriften “answer”, og hvis man skyder det til side, får man svaret: “A black eye, a fat lip and a job!”
En helt anden og langt mere radikal og aggressiv attitude finder man hos Marlon Riggs, hvis video “Tongues Untied” indgår i udstillingens videoprogram. Riggs har lavet en lang række dokumentariske og/eller poetisk-propaganderende videoer omkring sorte homoseksuelle mænds identitet, og hans udfarende og selvbevidste facon udtrykkes ganske klart i det gennemgående slogan: “Black men loving black men is a revolutionary act.”
Hvad enten han interviewer sorte bøsser med AIDS, eller - som i “Tongues Untied” - behandler sorte homoseksuelles kulturelle identitet, præges hans videoer af en stærk rytmisk sans, et originalt billedsprog og en inspirerende evne til at få mange forskellige lag som sang, musik, statements, dokumentaristiske billeder, iscenesatte sekvenser og interviews til at flyde sammen til en velfungerende helhed.

Blandt udstillingens mange installationer med fotografi, hvoraf de fleste er iscenesatte, er den mest interessante Connie Hatchs “Some Americans: Forced to Disappear”, der består af tolv portrætter - elleve kvinder og en enkelt mand - installeret på glasplader, der stikker ud fra væggen i en skrå vinkel og er belyst således, at skyggerne af ansigterne kastes hen af væggen i en forvrænget form.
De tolv portrætterede mennesker har én ting tilfælles, nemlig at de alle er døde eller forsvundet på mystisk vis. Nogle af ansigterne er kendte - f.eks. Marilyn Monroe, bluessangerinden Bessie Smith eller Harvey Milk, San Franciscos første erklærede homoseksuelle ‘city superviser’, der i slutningen af halvfjerdserne blev myrdet, få måneder efter at han var blevet valgt. Andre er ukendte, og nogle ligefrem uidentificerede.
Det, som interesserer Hatch, er, hvordan alle tolv personer dels er blevet ofre for mekanismer i samfundet, dels har fået påhæftet en identitet af medierne og offentligheden, som på forskellige måder har ændret sig efter deres død/forsvinden. Ved siden af de tolv portrætter hænger tolv tavler eller certifikater, der oplyser om de portrætteredes data samt om omstændighederne omkring deres forsvinden.
En af de ukendte er en japansk kvinde, der forsvandt under anden verdenskrig, og hvis historie vidner om eksistensen af koncentrationslejre i Californien. Det oplyses endvidere, at et forslag om at tvangssterilisere alle japanske kvinder i USA blev fremsat for kongressen i 1945 og stemt ned med blot en enkelt stemme. Et andet billede viser Sharon Christa McAuliffe, en ung amerikansk lærerinde, der i firserne blev udvalgt til at være den første civile kvinde i rummet, og som først i medierne blev lanceret som personificeringen af “den amerikanske kvinde”, men siden - efter at hun og rumfærgen Challenger i 1986 eksploderede kort efter take-off - blev degraderet til en “ubetydelig civil person”.

Foruden de allerede omtalte kunstnere viser Mistaken Identities værker af Jimmie Durham (cherokee-indianer), Mary Kelly (Minnesota), Yong Soon Min (født i Sydkorea), Armando Rascon (bosat i Californien, med mexicanske rødder), Lorna Simpson (New York) samt Theresa Hak Kyung Cha (født i Korea, død i New York i 1982).
Som helhed er udstillingen Mistaken Identities vedkommende og interessant. Det er en god lille udstilling, og en satsning der er tidsrigtig uden at være smart eller trendy. Som sagt kan det være svært at forholde sig til denne type kunst ‘blot som kunst’, og når de fleste af værkerne er svære at afvise, skyldes det ikke mindst deres sjældne grad af nødvendighed. Det er måske nok en udstilling, der først og fremmest trænger sig på i kraft af sin tematik og sine budskaber, men ved nærmere eftersyn også i kraft af de fleste af værkernes gedigne konceptuelle, kunstneriske og sågar udførelsesmæssige kvalitet.
At få Mistaken Identities til Danmark er et prisværdigt initiativ, der vidner om, at Louisiana har viljen til at præsentere aktuelle udtryksformer som foto, video og installation, og at man ikke er bange for den konfrontationssøgende, politiske minoritetskunst. Så kan man bare håbe på, at det samtidig er et signal om, at museet i stadig højere grad vil varetage sine forpligtelser over for den helt aktuelle samtidskunst, og en gang imellem måske også det, der ikke først har fået det blå stempel i New York.

Øjeblikket, #17/18, efterår 1993.