Hip Hopper

Om Dennis Hoppers udstilling Four Decades,
Ansel Adams Center for Photography, San Francisco, maj- juli 1998.

Af Lars Movin

Mere end fyrre år er gået, siden Dennis Hopper første gang droppede ud af skuespillerfaget for med sit kamera at gå på opdagelse i billedkunstens verden. Dengang, i slutningen af halvtredserne, havde Hopper spillet sammen med James Dean i Vildt blod (1955) og Giganten (1956), og han stod som en mulig arvtager til Deans projekt, hvis ikke hans temperament og ambitioner havde vist sig at være uforenelige med den kommercielle filmverdens normer. I Hollywood forventes forudsigelighed og stabilitet, og Hoppers navn har aldrig været forbundet med nogen af delene.
Det er de fire årtier, der ligger imellem Hoppers første kolbøtte og de sene halvfemseres endelige cementering af positionen som en af amerikansk (mod)kulturs uopslidelige ikoner, som er temaet for udstillingen Four Decades på Ansel Adams Center for Photography i San Francisco. Udstillingen viser to og halvtreds værker af Hopper med vægten fordelt på to kategorier: a) de prunkløse, sort/hvide fotoportrætter fra starten af tresserne; og b) halvfemsernes installationer og montager, hvor byrummets tegn og spor i forskellige grader af opløsning eller sammenblanding afsøges med diverse teknikker, fra fotografi over silketryk til spray- og oliemaling.

Et triptykon fra 1996 med titlen “Space (painted wall outside San Francisco Museum of Modern Art)” er sigende for Hoppers metode og hans særlige blik for overflader og kompositioner i de umiddelbare omgivelser. Tre store farvefotografier viser fragmenter af blå penselstrøg, som kunstneren har fundet på en husmur i San Francisco. Værket består i kompositionen - indramningen af motivet - og konceptet: at flytte et ‘bybillede’ fra ét museums ydermur til et andets indre.
Et lignende princip ligger til grund for to nyere værker, “Zen Path, Japan” og “Cahor, France”, begge 1997. De to montager er sammensat af snapshots fra henholdsvis Japan og Frankrig. I den første ses tempelmotiver og sten konfronteret med graffiti, i den anden byrummets smuldrende skrifttegn sammensat til en komposition.

Disse montager ligger dels i forlængelse af Hoppers projekt “Italien Walls”, som han viste i Milano tidligere på året, dels af hans generelle interesse for graffiti og andre tegn i byrummet som udtryk for moderne stammeadfærd. Hopper er kendt for, bevæbnet med et polaroidkamera, at cruise rundt i Los Angeles på udkig efter overmalet graffiti - ‘interessante’ konkrete figurer på byens pastelfarvede flader. Denne kategori af værker lider imidlertid under en mangel på formel tyngde og stringens. Man kan se, hvad Hoppers blik fanges af, men resultaterne løfter sig sjældent fra pegen til pointeringer eller selvstændige udsagn.
Mest interessant er Hoppers billedkunst dér, hvor værkerne udspringer af hans seismografiske fornemmelse for de skæringspunkter mellem det individuelle og det almene, som gør visse øjeblikke til historie. Det er denne fornemmelse, der i tresserne løftede Easy Rider (1969) fra det banale generationsportræt til en gennemlysning af den amerikanske erfaring, og som i firserne gjorde Colors (1988) til andet og mere end endnu en politifilm om bandekriminalitet i Los Angeles. Hopper bor midt i en bandekrigszone i L.A.-bydelen Venice Beach, og hans erfaringer fra hverdagen i ‘Gang Land’ smitter af på den sidstnævnte film med en tone af autenticitet.

Følsomheden over for en periodes særlige træk, atmosfære og energi fornemmes i fotoserien “Kennedy Funeral on TV” (1963), otte sort/hvide billeder med slørede motiver fra tv-transmissionen af Kennedys begravelse. Her vibrerer den fortættede stemning fra Arlington kirkegården - og fra en hel nation i chok - i hvert eneste billede.
Lignende kvaliteter findes i de bedste fotoportrætter fra starten af tresserne, i de anonyme biker-billeder og i de mange snapshots fra Los Angeles-scenen: Edward Kienholz, Llyn Foulkes, George Herms, Wallace Berman, Ed Ruscha m.fl.
Momenter er der også i de malerier, eller installationer af malerier, som Hopper har produceret i halvfemserne. Her kombineres fotografi, silketryk og diverse malerteknikker til scenerier, der mimer byrummets mange informationskilder og lag. I værker som “Beat”, “Untitled (four joiners)” eller “King Part Bust Trapped”, alle fra halvfemserne, sammenstilles sort/hvide fotografier med voldelige undertoner - tilsyneladende taget fra overvågningskameraer i fængsler - med malede flader inspireret af husmure, hvor mange lag af graffiti og overmalinger har dannet komplekse, kulturarkæologiske strukturer.
Endelig er der en kategori af værker - som dog ikke er inkluderet på udstillingen i San Francisco - hvor materiale fra Hoppers film inddrages direkte. Videoinstallationen “Triangle” er baseret på klip fra filmene Easy Rider (1969), The Last Movie (1971) og Out of the Blue (1980). Og neonfiguren “Lyle from Dallas” er et found object fra noir-filmen Red Rock West (1993), hvor Hopper spillede en af de bærende roller.
Hoppers tilgang til billedkunst er formet af tressernes pop art, der efter hans opfattelse var den første kunstretning, som direkte udsprang af den amerikanske erfaring. Udgangspunktet signaleres klart i tressernes fotografier af alle popkoryfæerne: Warhol, Oldenburg, Johns, Rosenquist, Rauschenberg. Og mere indirekte i malerierne, hvor motiver og strategier låner træk fra popkunsten og blander dem med Hoppers egen variant af halvfemsernes konceptualisme.

De seneste års mange udstillinger af fotografier og malerier - alene i 1997 havde Hopper mere end ti shows rundt om i verden - rokker ikke ved, at det fortsat er som filmmager og skuespiller, han er mest interessant. Men i de værker, hvor han tematiserer sin egen mytologi, bliver de billedkunstneriske tiltag til dét sted, hvor figuren Hopper hæver sig fra et signifikant filmikon til en ganske usædvanlig og bredt favnende operatør i det amerikanske kulturlandskab, en overlever, en kommentator og en skarp iagttager, der personificerer fire årtiers modkulturelle erfaringer, og som med mellemrum formår at kanalisere avantgardistiske impulser ind i personligt vinklede værker.

Information, 20.7.1998.