Kunst fra lighuset

Interview med Andres Serrano, New York, 29. januar 1993,
i forbindelse med præsentationen af fotoserien
The Morgue på Paula Cooper Gallery.

Af Lars Movin

Efter en noget tam gallerirunde i det kunstspækkede Soho rammer Andres Serranos udstilling af store farvefotostater af frosne, lemlæstede, forbrændte, forkrampede eller obducerede lig på Paula Coopers galleri i Wooster Street som et øksehug. Udstillingen har titlen The Morgue (Cause of Death), og den konfronterer tilskueren med de mange forskellige former for død, der altid lurer bag det næste gadehjørne i en storby, ikke mindst New York. Et brunt øje i et blodigt ansigt har titlen “Hacked To Death II”. En gispende mund omgivet af noget, der ligner forkullet hud, hedder “Death By Drowning II”. På skiltet ved siden af et par gåsehuds-strittende arme, der er stivnet i en forkrampet positur, og bag hvilke man aner en hvid blonde-BH på en ung kvindekrop, siger “Rat Poison Suicide”.
Selvmord med rottegift?

“Man har fortalt mig, at det er en meget smertefuld død”, siger Serrano. “Det skulle være ligesom at drikke syre, der ætser én op indefra.”
Efter det første brutale chok rammes man imidlertid af en underlig ro, der kan svare til den tilstand, man hensættes i, når man træder ind i et kirkerum. Ved nærmere eftersyn er det, som om konfrontationen mellem de voldsomme motiver og Serranos gennemførte æstetik gør det lettere for os at komme overens med dødens realitet, uden at billederne bliver tamme af den grund.

Serrano: “Da jeg var færdig med at fotografere og viste billederne til de ansatte i lighuset, sagde den ansvarshavende læge, at der var et par af billederne, som han næsten ikke kunne holde ud at se på. Men han sagde også, at han havde stort udbytte af at se billederne, fordi de fik ham til at se med andre øjne på det, som han arbejdede med hver dag. Han kunne pludselig se både skønheden og gruen i sit arbejde.”
Alle motiver er taget på en sort baggrund, og ansigterne er halvt dækket til af hvide klæder, fordi det lighus, som gav Serrano lov til at fotografere, stillede som betingelse, at ingen af de døde måtte kunne identificeres. En del af ligene ser nærmest ud, som om de hviler i en fredfyldt dvaletilstand. “AIDS Related Death” viser et par hvide hænder over kors med lange polerede negle.
Og det er nærliggende at tro, at barnet på “Fatal Meningitis II” om et øjeblik vil slå øjnene op og se sig sultent omkring. Flere af billederne har religiøse undertoner, der måske vidner om Serranos spansk-katolske baggrund. Den udstrakte hånd på “Knifed To Death” er frosset i præcis samme stilling som Michelangelos billede af Guds hånd, der rækker ud mod Adam. Og foden med ridsen i vristen på “Rat Poison Suicide II” er heller ikke til at tage fejl af. Af en eller anden besynderlig grund er billedet af foden næsten det mest uhyggelige på udstillingen. Den hvide, rynkede hud, som når man har været for længe i bad, og den lille ridse, en lille blodig åbning i kødet der lige nøjagtig er stor nok til at slippe en hel David Lynch-film ud.

Der er ét af billederne, hvor Serrano ikke overholder anonymitets-løftet, og det er “Jane Doe Killed by Police”. ‘Jane Doe’ og ‘Joe Doe’ er de navne, som politiet giver lig, der ikke kan identificeres.
Tilsyneladende viser billedet et forbrændt kvindeansigt, men Serrano fortæller noget andet: “Hun er ikke forbrændt. Ser du, hun har ligget i en fryser i to måneder, så hun er begyndt at gå i opløsning. Og det er interessant, fordi man på den måde kan se, at sorte mennesker har hvid hud under deres sorte hud. Den læge, der fortalte mig det, sagde, at han engang havde haft en lærer, som i sin undervisning plejede at skære en skive hud af et lig af en sort person og vise det frem til eleverne og sige: Se, det er den tykkelse, racisme har. Men denne Jane Doe blev dræbt af politiet. Hun befandt sig i en stjålet bil, politiet åbnede ild, hun blev ramt i hovedet, og chaufføren slap væk.”

Det er svært at forestille sig en mere atypisk Soho-kunstner end Andres Serrano. Selv om Whitney Museum of American Art på samme tid viser en retrospektiv udstilling af den afdøde sorte kunstner Jean-Michel Basquiat, er det stadig et særsyn at se ikke-hvide kunstnere på de mere etablerede gallerier i New York. Og Serranos baggrund og arbejde hidtil sætter tillige hans person i forbindelse med så mange minoritetsgrupper og kontroversielle temaer, at hans tilstedeværelse her på Wooster Street nærmest burde være en umulighed. Hertil kommer, at det stadig er meget få fotografer - eller kunstnere der arbejde med fotografi, som Serrano ønsker at formulere det - der slippes ind i gallerierne.

Serrano er født på Manhattan i et arbejderklassemiljø, og hans familie flyttede til Brooklyn, da han var seks-syv år gammel. Hans mor er fra Cuba, og faren, der er fra Honduras, viste sig stort set aldrig i hjemmet. Som seksten-årig tog Serrano alene til Honduras for at finde sin far, hvilket også lykkedes, og han tilbragte tre-fire uger sammen med ham. Denne historie gentog sig på en måde, da Serranos egen sytten-årige datter, som han ikke havde set, siden hun blev født, opsøgte ham ved en fernisering for et par år siden. Hun havde set hans billede i avisen.

Da Serrano var sytten år, begyndte han at studere maleri og skulptur ved Brooklyn Museum Art School. Men han skiftede hurtigt pensel og mejsel ud med et kamera, da han ikke følte, at han ville kunne drive det til noget som traditionel billedkunstner. I 1971 holdt han helt op med at lave billeder og levede - efter eget udsagn - et ansvarløst liv som narkoman i syv-otte år, indtil han indså, at hvis han ikke skulle ende som et af de mennesker, han nu har fotograferet, så skulle han skifte livsstil. Siden 1978 har Serrano hverken rørt cigaretter, alkohol eller stoffer.

Han kom dog først i gang med at arbejde igen i begyndelsen af firserne, og udstillede ikke før i 1984. De første billeder, der vakte en vis opsigt, var en serie tableauer af kunstneren selv sammen med døde dyr, samt en del religiøse motiver. I 1987 begyndte Serrano at benytte kropsvæsker - blod, mælk, urin, sæd - til at bearbejde sine fotos med. I 1990 lavede han serien Nomads, der portrætterede New Yorks hjemløse som mennesker snarere end som tabere. Senere samme år kom serien af Ku Klux Klan-portrætter. Og nu altså udstillingen The Morgue.

Trods Serranos usædvanlige baggrund og kontroversielle værk kan man dog sige, at det på paradoksal vis nærmest er den republikanske senator Jesse Helms, der for alvor har skaffet ham en plads i offentlighedens bevidsthed. I januar 1990 skrev jeg i Information en artikel om kunstcensur i USA, og hovedpersonen i den historie var netop Jesse Helms, som i oktober 1989 havde fået gennemført en lov, der skulle hindre, at det offentlige - og det ville især sige NEA (National Endowment for the Arts) - kunne give støtte til anstødelig (“offensive”) kunst. Forud for denne lov var gået en række ‘skandaler’, der havde fået nymoralske organisationer som The American Family Association til at indsamle underskrifter imod NEA’s anvendelse af penge. En af kunstnerne i søgelyset var Andres Serrano, der havde lavet et billede med titlen “Piss Christ”, som forestillede et krucifiks nedsænket i kunstnerens egen urin. Hvis man ikke kendte titlen på billedet, var det i øvrigt meget smukt og kunne mageligt have været indkøbt til Vatikanets samling.

Men sådan gik det ikke. De konservative kredse rasede imod Serrano og andre formastelige kunstnere, der tilsmudsede de amerikanske værdier, og da bølgerne gik højest, udtalte senator Helms: “Jeg kender ikke hr. Serrano, og jeg håber ikke, at jeg nogensinde møder ham, for han er ikke en kunstner, han er en idiot.” Midt i stormen glemte man imidlertid, at NEA var blevet oprettet i 1965 netop for at sikre støtte til den kontroversielle, eksperimenterende og anderledes kunst, som ikke kan klare sig på markedets præmisser. Og i de følgende år blev kritikken af kunstcensur-loven så højrøstet, at en del af beslutningerne om at inddrage NEA-støtte er blevet omstødt. I dag har tingene stabiliseret sig noget, og hvis kunsten i USA kommer til at mangle offentlige tilskud under Clinton, vil det snarere skyldes økonomisk krise end egentlig censur.
- Hvordan reagerede du på Jesse Helms udtalelser?

“For det første var jeg overrasket over at blive omtalt i kongressen af disse mennesker, som ikke kender mig. Hvis man går ind og læser i kongressens referater, vil man kunne se, at jeg er blevet sværtet til af tre forskellige senatorer, og de staver alle mit navn forkert - og på tre forskellige måder! Det gik op for mig, at de ikke anede, hvem jeg var, og at det heller ikke var vigtigt for dem. Jeg var bare en sag, som de kunne bruge til deres egne formål. Dét sårede mig. Folk sagde, at jeg ikke skulle tage det personligt, men det kunne jeg ikke lade være med.”
- Men den megen omtale, sagen fik, kunne vel heller ikke undgå at give dig visse fordele?
“Hele den sag kastede mit liv ud i et følelsesmæssigt kaos. Jeg gennemgik en masse personlige forandringer. På den anden side havde jeg været igennem meget værre ting - du ved, at være på stoffer i syv år, og så at holde op, det gjorde mig på en eller anden måde til et stærkt menneske. Jeg siger ikke, at jeg er stærkere end andre, men jeg vidste med mig selv, at jeg havde været igennem den periode, og at jeg - da jeg holdt op med at tage stoffer - aldrig ville kunne begynde på det igen. Så da denne ballade begyndte, indså jeg, at selv om det gik skævt for mig, og jeg var nedtrykt, var min eneste mulighed at fortsætte, for jeg havde tidligere prøvet at gå ned, og det ville jeg under ingen omstændigheder igen. Og den indstilling tror jeg, gør mig til et sundt menneske, fordi hvis du ser på fyre som Basquiat - de bliver ramt af et eller andet, succes, berømmelse, eller hvad det nu er, og de kan ikke klare det, fordi de er på stoffer.”

“Men jeg må da også sige, at sagen var med til at trække et større publikum til mine udstillinger, mennesker som ellers ikke var kommet. Jeg havde jo lavet lignende værker i en del år på det tidspunkt, men sagen betød, at en del samlere nu begyndte at købe mine værker. Så det var positivt, at jeg på den måde blev i stand til at lave min niche på markedet. Og som kunstner betød det, at jeg blev i stand til at nå mange flere mennesker, både gennem mit arbejde og på et personligt plan, fordi jeg begyndte at få mange forespørgsler om foredrag og den slags.”

- Hvordan kom du i kontakt med de hjemløse, som du lavede en serie billeder af?
“Der er mange, der har taget billeder af hjemløse, men det er som regel ikke muligt at tage de hjemløse med hen i et atelier. Og jeg arbejder altid med atelieroptagelser, så jeg var nødt til at tage atelieret med ud til de hjemløse. Jeg tog rundt sammen med to assistenter, der hjalp mig med mit udstyr, og som sørgede for at sætte en baggrund op.”
“Inspirationen til serien kom især fra en række portrætter, som Edward Curtis tog af amerikanske indianere omkring århundredeskiftet. Det var en serie af meget noble, heroiske portrætter. Og det, jeg gjorde, var at gå omkring ved midnatstid og finde disse mennesker på gaden, på parkeringspladser eller i subway’en, og så tog jeg dem med hen til en subway, hvor jeg havde stillet mine ting op - det var om vinteren, så det var meget koldt - og så brugte jeg en ti-femten minutter på hver. Jeg var nødt til at arbejde hurtigt, for jeg havde ingen tilladelse til at arbejde der, så hver gang der kom en betjent eller en subway-inspektør, blev jeg smidt ud.”

- Var de glade for din opmærksomhed, eller mistænksomme fordi du var kunstner?
“Jeg tror, at de var glade for pengene. Jeg gav dem ti dollars hver. Og af de firs-halvfems mennesker, som jeg spurgte, var der måske to eller tre, der sagde nej. Da jeg udstillede billederne, var der i hvert fald tre af dem, som kom og så udstillingen, og de var meget stolte over at være med. En af dem, en fyr ved navn René, ringede til mig, og han fortalte, at fordi hans billede havde været vist forskellige steder, var hans familie blevet opmærksomme på hans situation, og de havde fundet ham, og han var selv begyndt at tænke over sit liv på en ny måde - han havde gået på universitet, men havde haft problemer med stoffer, og det var gået skævt for ham - og efter det havde han været i stand til at tage sig sammen, og nu havde han fået et job på Port Authority, hvor han arbejdede med at hjælpe hjemløse.”
“Der var nogen, der sagde til mig, at de kunne lide billederne, fordi jeg havde givet disse mennesker så meget værdighed. Men det er ikke sandt. Den værdighed, man ser på billederne, var der allerede i forvejen. Jeg har måske bare peget på den, så folk kunne få øje på den.”
- Hvordan realiserede du serien med Ku Klux Klan-portrætter?

“Efter at jeg havde lavet serien med de hjemløse, som var portrætter, fik jeg den idé, at jeg ville lave billeder af maskerede mennesker, og det var naturligt, at tanken faldt på Ku Klux Klan. Når man tager i betragtning, hvem jeg er - racemæssigt og kulturelt - var det naturligvis en udfordring at få klanmedlemmerne til at arbejde sammen med mig. Det er ikke min metode at fotografere folk på afstand eller fra et skjul, jeg ville have dem til at posere for mig, og derfor var jeg nødt til at få dem til at samarbejde. Jeg fik en kontakt i Atlanta, Georgia, og jeg tog ned til et klan-møde, men jeg blev smidt ud derfra af en gruppe på godt tredive skinheads. Efterhånden fandt jeg ud af, at de var lettere at have med at gøre, når de var alene. Der var langt mere modstand og fjendtlighed, når de var i en gruppe. Men da jeg først havde fået kontakt, fotograferede jeg omkring otte personer, inklusive en kvinde og to Imperial Wizards. En af dem, en gammel mand, havde trukket sig tilbage, men han havde været klanens overhovede i en årrække. Den anden var den nye Imperial Wizard, David Holland, og først ville han ikke posere for mig, men han endte med at gøre det alligevel som en tjeneste for en jødisk advokat, som bad ham om det, fordi han kendte mig.”
- Hvordan havde du det selv med at være konfronteret med disse mennesker?

“Jeg var nervøs, fordi jeg ikke anede, hvad der kunne ske. Men den største frygt for mig var ikke, at der skulle ske mig noget, men snarere at jeg skulle komme hjem uden noget resultat. Jeg var taget derned med alt mit udstyr. Jeg havde taget en ven med, fordi jeg ikke har kørekort, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg ville have haft det, hvis der ikke var kommet noget ud af det. I begyndelsen gik det langsomt - jeg var nødt til at blive i Atlanta i flere uger, før der skete noget - og jeg må da også sige, at jeg blev noget stødt, da jeg endelig mødte dem, og de begyndte at tale om ‘niggers’ og ‘jews’ og ‘queers’ - i den rækkefølge. Men så fandt jeg ud af, at det er bare den måde, de taler på, det var ikke noget, de gjorde for min skyld, de var bare sig selv, og det var, som om de satte mig på en prøve: de ville se, om jeg ville lade dem være sig selv uden at dømme eller angribe dem på nogen måde, og da det gik op for dem, at jeg ikke var til sinds at kritisere dem, begyndte de gradvist at slappe af og tale om andre ting. En del af dem var faktisk ret flinke imod mig. Og det er virkelig ironisk eller mærkeligt, fordi selv David Holland, som afviste mig - jeg snakkede med ham i telefonen tre-fire gange, han var ret vanskelig at have med at gøre - men hver gang jeg havde ringet til ham, sluttede han samtalen med at takke mig, fordi jeg havde ringet. Det virkede lidt bizart på mig.
- Blev du ligefrem venner med nogle af dem?

“Nej, men jeg tilbragte også højst én-to timer sammen med hver, det var højden. Nogle af dem brugte jeg kun femten-tyve minutter på. Jeg huske den første fyr, som jeg fotograferede. Han var Grand Dragon. Jeg tog hen og besøgte ham i hans hjem, og vi var kørt vild, så vi ankom først efter midnat. Hans hus lå kun få meter fra vejen, og der var en terrasse foran huset, hvor vi tog billederne. Jeg brugte blitz, så de biler, der kørte forbi, kunne tydeligt se ham, og en gang imellem kom hans kone ud og spurgte, om vi snart var færdige, for hun brød sig tydeligvis ikke om, at vi var derude. Og det var utroligt at opleve, at før han tog sin hætte på, var han bare et almindeligt menneske, men lige så snart han fik sit udstyr på, begyndte han at udstråle denne utrolige magt som et symbol. Men midt i alt dette kom hans kone altså ud, og man kunne forstå på deres måde at tale sammen på, at han var under tøflen, og det ville man aldrig drømme om, når man ser billedet.

- Du har meget blandede rødder. Hvordan opfatter du din egen identitet?
“Jeg identificerer mig med den menneskelige race. Selv om jeg ikke taler nogle sprog udover engelsk og spansk, så føler jeg mig helt hjemme, hvis jeg eksempelvis tager til Europa. Jeg har aldrig ønsket bare at tilhøre ét sted, ét folk, én race. Jeg kender mennesker - ikke blot racemæssigt, men også kulturelt - fra alle mulige grupper. Der var en sort feministisk forfatter, som ved en fernisering sagde til mig, at hun havde lagt mærke til, at der var en blanding af mennesker, som hun aldrig før havde set på et galleri - fra alle sociale lag, og sorte, hvide og spansktalende imellem hinanden. Hun spurgte mig, hvorfor alle de menneske var kommet, og jeg svarede, at det var mine venner. For mig er det vigtigt på den ene side at være i stand til at være venner med mennesker, som stadig er på et kaotisk punkt i deres liv, som endnu ikke har fundet ud af, hvilken retning de skal gå i, og på den anden side at kunne omgås med kunstsamlere, der har en masse penge og som lever et high life. Så på en måde er det lykkedes for mig at bringe de to verdener sammen i mit liv.”
- Hvordan har situationen med kunst-censur udviklet sig siden 1989 - og ser det ud til at blive bedre med Clinton?

“Det er jeg ikke sikker på. Clinton er meget hurtigt begyndt at trække i land på nogle af de sager, han blev valgt på, men forhåbentlig vil han ikke skifte mening med hensyn til NEA. Hans opbakning af amerikanske kunstnere vil forhåbentlig være helhjertet. Jeg tror, at kunstnere vil blive ved med at gøre, hvad de mener, at de bør gøre. Jeg så en artikel i New York Times i dag, hvoraf det fremgik, at Paul McCartney havde sunget en sang på MTV, hvor han havde brugt et F-ord - han havde sagt ‘fuck’ syv gange - og nu forsøger man at forbyde den sang. Og jeg mener, hvis selv Paul McCartney begynder at bryde de grænser ned, så er der håb forude.”

Information, 16.2.1993