På Fremmede Boldgader

Om Allen Ginsbergs fotografier.

Af Lars Movin

Når kunstnere vælger en hobby, er det ofte en anden kunstart. Forfattere maler. Rockmusikere skriver. Billedkunstnere spiller musik. Det skal de have lov til. Men når det så sker, at kunstnerne får ambitioner med deres hobby, når det bliver cross-over eller en anden karriere, ja så står omverdenen, og især kritikken, ofte med et problem. For hvad skal man stille op med Henry Millers malerier? Eller Miles Davis’ malerier? Eller Bruce Chatwins fotografier? Hvordan skal man forholde sig til værker, der formodentlig ikke ville have klaret sig, hvis ikke ophavsmanden havde skabt sig et navn, og en kunstnerisk kontekst, inden for et andet felt?

Det rejser principielle spørgsmål til idéen om det autonome kunstværk. Ret beset kan man dårligt opleve William Burroughs’ malerier uden at kende hans forfatterskab. Og hvad med Allen Ginsbergs fotografier?
Hvad angår Ginsbergs fotos så stiller problemet sig dog en smule anderledes. Her belyses måske snarere selve fotografiets flydende status i rummet mellem medium og kunstart. Ginsberg opfatter ikke selv sine fotos som kunst, men snarere som snapshots, dokumentationer af mennesker, steder og øjeblikke, der relaterer sig beatgenerationens historie og mytologi.

Når billederne ikke desto mindre udstilles, anmeldes og udgives i bogform, hænger det selvfølgelig først og fremmest sammen med, at Ginsberg er dén, han er, og at de personer og situationer, han har foreviget, for længst er blevet en del af den amerikanske kulturarv. Men uvæsentligt er det heller ikke, at billederne faktisk er blevet til i forlængelse af den poetik, som også Ginsbergs digte skriver sig ind i, en poetik, der dyrker nu’et som helligt, og som insisterer på at møde verden med et åbent og uforbeholdent sind, og at omsætte mødet i spontan tekst. I dén forstand er der reelt ikke langt fra beatlitteraturens ofte hastigt nedkradsede øjebliksbilleder til Ginsbergs fotografiske dagbog, der indtil videre er udgivet i mindst tre versioner.

Den første Ginsberg-fotobog fra 1987 udkom faktisk på et dansk forlag, Klim, i forbindelse med Århus-galleriet Images udstilling Allen Ginsberg: Fotografier 1947-87. Bogen, der i dag er lidt af et samlerobjekt, indledes med et længere essay af Peter Laugesen, der beskriver overleveren Ginsberg som “en lidt småtyk ældre mand, der fotograferer sig selv i spejle på lokummer.”

I 1990 kom den imposante storformat-bog Allen Ginsberg Photographs på forlaget Twelvetress Press, en eksklusiv udgivelse med forord af Gregory Corso, der lægger ud med en nøgtern konstatering: “Many Chinese years ago a picture was worth a thousand words, today after many American years a picture is worth a thousand dollars.”

Og i ‘93 genudgav Chronicle Books i Californien den prismæssigt mere tilgængelige Snapshot Poetics, oprindelig redigeret i ‘89 af Michael Köhler for et tysk forlag.
Begge amerikanske udgivelser er forsynet med grundige biografier over de fleste af de portrætterede personer, og i alle bøgerne ledsages billederne af Ginsbergs håndskrevne noter.

Selv om Ginsberg må ahave taget et overordentlig stort antal billeder gennem de sidste halvtreds år, er der en del gengangere i bøgerne. Mange af Ginsbergs motiver er med tiden blevet fast inventar i beatgenerationens ikonografi: selvportrætter i spejlet og snapshots ud ad vinduet, unge nøgne mænd og gamle grånende venner, koryfæer og kolleger, tilfældige øjeblikke frosset til fixpunkter i beatmytologien. En ung, rygende Jack Kerouac med jernbanearbejdernes håndbog i jakkelommen på brandtrappen bag Ginsberg East Village-lejlighed i 1953; værelset i San Francisco, hvor Ginsberg skrev Howl; Neal Cassady i 1955-jakkesæt, med armen om en kvinde på Market Street i San Francisco foran en biografreklame for Brando-filmen The Wild One; Peter Orlovsky og Jack Kerouac i badebukser på stranden i Tanger sammen med Burroughs i 1957; Timothy Leary og Neal Cassady i Ken Keseys LSD-bus, 1964 ...

I starten var billederne vigtige som en slags dokumentation, der supplerede litteraturen, et mere håndfast bevis for eksistensen af de skikkelser, som den amerikanske bevidsthed helst ville udgrænse. Senere, da beatnikkerne var blevet optaget i den litterære kanon, blev de et uundværligt arkivmateriale, der gengives i talløse antologier, biografier og bøger om beatgenerationen og de årtier, hvor de har rumsteret som den mest sejlivede amerikanske subkultur.
Og samtidig lever fotografierne altså også deres eget liv, ikke som fotokunst, men som autonome fotografier i Ginsbergs fortsatte krønike om hans og vennernes rejse gennem verden.

Information, 13.12.1996.