PROGRAM 2003
Se program for: [2010][2009][2008][2007][2006][2005][2004][2002]
Ole Christiansen (Danmark)
Photographs
11. januar - 23. februar
Medvirkende: OLE CHRISTIANSEN
Ole Christiansen (*1955) og hans eksklusive udstilling Fotografier er en tour de force gennem et stramt komponeret, kontrastrigt sort/hvidt univers af portrætter, bylandskaber nøgenstudier mv.
Fotografier er en retrospektiv visning, der nok først og fremmest fokuserer på hans portrætkunst med en bred vifte af nationale og internationale navne. Blandt de udenlandske kunstnere finder man den smukke kinesiske filmskuespiller Maggie Cheung, sangerne David Byrne, Leonard Cohen, John Lurie, Yoko Ono, samt Iggy Pop, filminstruktøren John Waters m.fl. Fra den hjemlige scene er det kunstnere, politikere, mediefolk, mv. Navne som Hanne Boel, Tom Bogs, Ole Bornedal, Erik Mørk, Poul Schlüter, Villy Sørensen, Lars von Trier i Cannes og Nicoline Werdelin er blandt dem som enten er taget ude på location eller som har indfundet sig i Ole Christiansens ateliers gennem de seneste 20 år. Portrætterne blander sig organisk med billeder fra de talrige rejser, bl.a. fra Tokyo (hvor han skabte et værdifuldt bidrag til bogen Tokyo Today), London, Paris og Cannes. Netop Cannes har også været et af de helt centrale steder for Ole Christiansens virke, idet han gennem en lang årrække har været med til at skildre den årlige filmfestival, såvel foran som bag scenen. Nøgenstudierne fremstår i Ole Christiansens univers som rene abstraktioner. Smukke, velkomponerede kropsudsnit, der ligesom som portrætterne fremhæves af hans fotografis rene sort/hvide æstetik.
Bogen Photographs er ligeledes eksklusiv. 120 sider, gennemillustreret og i enhver henseende med et internationalt format. Bogen udgives af Peoples Press og koster ca. 398 (udkommer i forbindelse med åbningen af udstillingen. Ole Christiansen har udstillet på bl.a. Charlottenborg, Randers Kunstmuseum og ligeledes gæstet Fotografisk Center tidligere. Hans billeder er repræsenteret på Det Nationalhistoriske Museum, Det Kongelige Bibliotek, Museet for Fotokunst, samt i private samlinger.
Årets Pressefoto (Danmark)
8. - 30. marts
Medvirkende: DIVERSE
Endnu engang må man konstatere, at dansk pressefotografi aldrig har stået stærkere end i dag, hvor det også gør sig gældende internationalt, bl.a. World Press Photo og UNICEFs fotopris. Dette forstærker interessen for den tilbagevendende - og populære - begivenhed Årets Pressefoto.
Årets Pressefoto blev selvsagt taget af den dygtige Jan Grarup, som både i 1993 og 1999 stod bag Årets Pressefoto og i 1994 og 2000 var Årets Pressefotograf. Billedet i år forestiller verdens glemte flygtninge - i grænseområdet mellem Sierra Leone og Liberia, venter liberiske flygtninge på transit-tilladelser, så de kan få adgang til flygtningelejre inde i landet. Billedet har tidligere fået UNICEFs fotopris og en 2. plads i World Press Photo-kategorien People in The News, så Jan Grarup var absolut favorit til prisen for Årets Pressefoto. Han vandt også Årets Feature. Årets Pressefotograf blev den ligeledes dygtige Claus Bjørn Larsen, Berlingske Tidende, med en række forskellige reportager. Alle billederne ligner bestilte dag-til-dag-opgaver, men er løst med engagement, personlighed og tilstedeværelse. Fotografen evner at fange det øjeblik, som fortæller hele historien. Alle fotografier er taget i Danmark, men et af dem formår at få beskueren til at føle sig hensat til Mellemøsten, hedder det i Jens Tønnesens gennemgang på www.pressefotografforbundet.dk. Claus Bjørn Larsen blev også i 1989 Årets Pressefotograf. Årets Nyhedsbillede gik til den fotojournaliststuderende Martin Zakora, mens der var hædrende omtale til den tidligere Magnum Photos nominerede Joachim Ladefoged, som i dag er freelance. Åben Klasse blev vundet af Erik Refner, mens der var hædrende omtale af Christoffer Regild, der flere gange har været udstillingsaktuel i Fotografisk Center. Og vi byder ham - som alle de andre - velkomne.
Per Folkver (Danmark)
Suk El Geemal
5. april - 4. maj
Medvirkende: PER FOLKVER
Per Folkver (*1953) har netop har afholdt sin 50-årsdag. Han er en af de mest fremtrædende danske reportage fotografer med en lang række udstillinger, bøger og hverv bag sig. Han var med til at danne Ragnarok sammen med Morten Bo i 1983 og fungerer i dag som fotochef på dagbladet Politiken. Per Folkvers betydelige billedkendskab har tillige bragt ham ind som underviser på en lang rækker kurser og skoler, herunder Fatamorgana, Danmarks fotografiske Billedskole, og en lang række især yngre fotografer spørger ham til råds inden deres bøger går i trykken. Blandt hans egne bøger finder man Vennerne på vejen (1987), Begrundet begær (1990) og Forbi Færøerne (2001). Visse af Per Folkvers projekter er karakteriseret af hans helt specielle karisma og karakter, således også nærværende udstilling om et kamelmarked, selv formulerer han det således:
Suk el Geemal Suk el Geemal er arabisk for kamelmarked. Fyrre kilometer Nord-vest for Cairo, i Egypten, ligger Birqash. Her overrisles markerne af Nilens vand, og bag nogle høje mure ligger kamelmarkedet. Årligt handles her imellem 200.000-250.000 kameler. De kommer læssede på lastvogne fra Sudan, hvor de efter at have gået 40-45 dage bliver samlet op i Scalatiin. Nogle bliver først kørt til markedet i Daraw uden for Aswan. Her sælges de måske første gang for så at blive transporteret videre til markedet i Birqash. Andre kommer direkte fra Sudan, en køretur på o. 1200 kilometer. Nogle gange er ejermanden selv med for at se til, at handlen forløber godt, andre gange forestås det af en mellemmand, der får provision af salget. Køberne er slagtere, for alle dyr, der sælges på markedet, er beregnet på slagtning. Det er ikke sådan, at dyrene ankommer om morgenen og er solgt ved middagstid. Mange har dem i folde, som de lejer sig ind i, og de sælges så, når den rigtige køber dukker op, eller kamelerne er fedet op, så de giver en højere pris. Priserne varierer imellem et par tusinde kroner og op til 14.000-18.000 for de største af dyrene.
P.S. - og for at tage brodden af enhver tvivl; det er slet ikke kameler, men dromedarer.
Billederne er taget fra 5. til 10. januar 2003.
Krass Clement (Danmark)
Vejen
10. maj - 20. juli
Medvirkende: KRASS CLEMENT
En af vor mest anerkendte fotografer, Krass Clement holder sjældent udstillinger. Han er derimod i højere grad har fokuseret på sit publicerede værk, der indtil i dag omfatter mere end 14 bøger. Bøger, der som regel rejser egne tematiske statements.
Den aktuelle visning tager udgangspunkt i bevægelsen gennem tre af Krass Clements seneste bøger, hhv. Langs Vinden (1998), Færgen (1999) og Forandringen (2002) som alle på forskellig måde udforsker - og tager stilling til - området mellem to tilstande. Pausen i rejsen (Færgen), i vejens anlæggelse i naturen (Forandringen) og selve bevægelsen i tid såvel som rum (Langs vinden). Bøgerne er én refleksion over vor tid, med de udfordringer den stiller til mennesket, udstillingen forsøger hermed at sammenfatte nogle aspekter af Krass Clements vision.
Krass Clement (f. 1946) er repræsenteret i Museum of Modern Art (New York), Museet for Fotokunst, Kunstindustrimuseet, Det kongelige Bibliotek, Glyptoteket, Bibliothèque Nationale (Paris), mv. Han har udgivet en lang række bøger, begyndende med Skygger af øjeblikke (1978), efterfulgt af bl.a. Det tavse land (1981), Byen bag regnen (1987), Hvor ingen talte (1991), Af en bys breve (1993), Det lånte lys (1995), Drum (1996) og Før natten (2001).
I Weilbachs Kunstnerleksikon skriver Tove Thage om Krass Clement: Siden debuten i 1978 har hans værk været præget af en sjælden kontinuitet. Alle fotografier er båret af hans engagement og helt særegne evner for den personlige reportage. Han tilhører rækken af dokumentarfotografer, der realiserer øjeblikket, men i den frie bearbejdelses form og med en foruroligende melankoliens æstetik (...) Hans mange fotobøger, som han selv sammenligner med digtsamlinger, er fornemme eksempler på, hvor indlysende det er, at fremragende fotografier står alene.
På udstillingen vises også Steen Møller Rasmussens kortfilm med Krass Clement.
Udstillingen har modtaget støtte af Forlaget Gyldendal.
Vivan Sundaram (Indien)
Re-Take of Amrita / ASIA Today Festival
26. juli 31. august
Medvirkende: VIVAN SUNDARAM
I forbindelse med Images of Asia festivalen vises en udstilling af den fremtrædende indiske kunstner Vivan Sundaram, skabt i samarbejde med galerie agnes b. i Paris.
Re-Take of Amrita er et poetisk billeddigt om en af indiens helt store malere, den smukke Amrita Sher-Gil (1913-41). Hun var oprindeligt født i Ungarn og boede meget af sin tid i Europa, men på et tidspunkt ønskede Amrita Sher-Gil at finde sine rødder i Indien og arbejde der, bl.a. i forhold til indisk kultur - og hun lagde sit moderne europæiske tøj på hylden for at gå i traditionel indisk klædedragt. Vivan Sundaram, som er i familie med Amrita Sher-Gil, har fundet sine bedstfars billeder frem og har skabt åbenlyse manipulerede fotografier. Således er der opstået surreale tableuer, med sammenblanding af forskellige tider. Det er blevet til et unikt portræt, der både fremstår klassisk og moderne. Vivan Sundaram (*1943) har her skabt et kompleks og innovativt værk, som gennem forskellige lag af historie og associationer genfremstiller Amritas liv. Vivan Sundaram studerede oprindeligt maleri ved Faculty of Fine Arts. I London knyttede han sig til R.B. Kitaj og begyndte at interessere sig for politisk kunst. Den dag i dag bærer Vivan Sundarams arbejde præg af en betydelig social og miljømæssig protest. På udstillingen vises også Amrita Sher-Gil, An Indian Rhapsody, en 52 minutter lang film om hendes liv og kunst ved den franske filminstruktør Patrick Cazals.
Udstillingen har modtaget støtte fra CKU (Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene), Den franske Ambassade i Danmark og Air France.
Ung dansk fotografi (Danmark)
6. september 19. oktober
Medvirkende: JES HOLM, ADAM JEPPESEN, ROSEMARIA REX, ADA BLIGAARD SØBY, EBBE STUB VITTRUP
Ung dansk Fotografi 03 er den femte udstilling i serien, der er blevet et stadigt pejlemærke af de nyeste tendenser. Fra de tidligere visninger er der erfaring for, at det har været et afsæt for en eller flere af de unge fotografer, som bagefter har kunnet vise deres billeder på museer og gallerier herhjemme såvel som i udlandet.
Jes Holm (*1971) har med sine tilsyneladende skødesløse billeder skabt et vitalt dokument med en lige blanding af erotik og poesi. Hans snapshotagtige fotografier afspejler et fængslende univers i sin direkte kropslighed. Det er til tider private billeder, men altid udført med en sikker stilistisk sans. Adam Jeppesen (1978) deler sin tid ligeligt mellem video og fotografi. Hans seneste film er socialt engagerede og med en - for Adam Jeppesen - karakteristisk lavmælt tone. Fotografierne er formmæssigt æstetiske i klassisk forstand og det er typisk han som regel benytter sig af mellem- og storformatkamera, med den langsommelige proces det indebærer at tage billeder. Resultatet fremstår bogstavelig talt med klarhed og prægnans. Netop den aktuelle serie i stærke, klare farver. Rosemaria Rex (*1976) arbejder både inden- og udenfor fotografiets traditionelle genrer. Hun støber således glas- og polyesterfade med indkapslede billeder og udvider hermed grænsen mellem det fastfrosne øjeblik og fotografiets egen bevægelighed. Jeg tænker formulerer Rosemaria Rex det, at man, som i Ridley Scotts Blade Runner, et øjeblik får fornemmelsen af at kunne få øje på noget skjult, noget bagvedliggende, ved at forskyde sit eget blik. Hun går på Det kongelige danske Kunstakademi og har leveret en række bidrag til udstillinger og bøger, i 2002 til bogen Sanddrømmeren. Ada Bligaard Søby (1975) er netop vendt tilbage fra New York efter bl.a. at have assisteret fotografen Terry Richardson og i 2002 at have deltaget med en Levis film i Slamdance Film Festival, Utah. Hun nåede lige akkurat at bosætte sig i New York før 11. september 2001 og hendes aktuelle billedserie afspejler situationen blandt hendes venner umiddelbart efter angrebet på World Trade Center. Her blander Ada Bligaard Søby sin typiske - og indtagende - erotiske skildring med den umiddelbare katastrofe, der netop er hændt. Ebbe Stub Vittrup (*1973) markerede sig i 2001 i den legendariske bog Places to Go - People to See på forlaget Die Gestalten Verlag, Berlin. Inden da har han både udstillet på kunstmuseet Louisiana og i Galleri Nicolai Wallner. Ebbe Stub Vittrup er uddannet på kunstakademiet i Prag og har arbejdet en del på den alternative kunstscene - og vundet megen anerkendelse på det, bl.a. udstillede han 1999 i hhv. Wien Kunsthalle og Nationalgalleriet i Prag med videoprojektionen Crossings. Til Ung dansk Fotografi har han skabt et stort billede, hvorom Gitte Ørskou, museumsinspektør på Aarhus Kunstmuseum, skriver: Betydningerne ligger ikke i billedets overflade, men bag motivernes tyste abstraktion. Billederne er taget i mellemrummet mellem handlinger. De viser den foruroligende stilhed.
Making Eyes (Danmark)
Kvindelige fotografer om kvindelig erotik
25. oktober - 11. januar 2004
Medvirkende: HONEY BIBA BECKERLEE, CHARLOTTE KIM BOED, TINA BROK HANSEN, LIV CARLÈ MORTENSEN, LAURA ERIKSEN, MOMO FRIIS, LINDA HANSEN, CHARLOTTE CLAUDIA HASLUND-CHRISTENSEN, THYRA HILDEN, DITTE HAARLØV-JOHNSEN, JETTE JØRS, BIRGITTA LUND, AYUNA PEDERSEN, KINE RAVN, NATASCHA THIARA RYDVALD, TRINE SØNDERGAARD, SIGNE VAD, JANE VORRE
Making Eyes. En udstilling både om kvinders syn på erotik og - måske i højere grad - om identitet.
I sommeren 1989 samledes en gruppe kvindelige kunstfotografer og skabte et erotisk manifest på baggrund af flere års forarbejde og diskussioner om hvad kvindelig erotik egentlig er. Det resulterede i 48 billedkunstnere, der udstillede på Overgaden i København og lavede bogen Erotik. Siden har der været et par internationale tiltag, dels The Pressing of Flesh - A Photo-Based Investegation of the Male Nude, Canada, 1993, dels What She Wants, der turnerede i Europa fra 1993-1996.
De senere år er en ny generation af unge kvindelige fotografer dukket op. En generation, der har et yderst vitalt billedsprog. På den baggrund fandt Fotografisk Center, det kunne være interessant at se hvad der var sket her mere end 10 år senere. Fotograferne Charlotte Kim Boed og Liv Carlé Mortensen fik til opgave både at invitere de resterende deltagere, samt at redigere udstilling såvel som katalog. Det blev bl.a. de inviteredes egen opgave at videre bearbejde, hvilke retninger tiden/erotikken har udviklet sig hen imod. Resultatet er blevet spændende og meget differentieret. Fra Honey Biba Beckerlees skriftlige manifest til Kine Ravns direkte selvportræt. ... At erotisk fotografi, eller i bredere fortolkning repræsentationer af køn og seksualitet, heldigvis også kan være så meget andet, er udstillingen her et bevis på. Fotograferne er alle kvinder, og selvom dette ikke i sig selv indebærer, at billederne bliver antisexistiske, har det foranlediget mig til (...) at kaste et kønsbevidst, kritisk blik på emnerne fotografi og erotik, skriver Louise Wolthers i et indledende essay i kataloget.
Kataloget Making Eyes er ligeledes redigeret af fotograferne selv, og det indeholder et aktuelt essay af
Louise Wolthers: Making Eyes, 64 sider, gennemill. i farvetryk, ISBN 87-90362-29-2. Udsalgspris kr. 125.
|
Se program for: [2010][2009][2008][2007][2006][2005][2004][2002]
|